Kan du mærke det? Vi nærmer os så småt, og i år skal ingen (7-9-13) verdensomspændende pandemi altså sætte en stopper for den danske festivalsommer, som mere eller mindre har været aflyst to år i træk.
Festivalerne begynder i øjeblikket at røre på sig i forhold til sommerens plakater, og i dag har Roskilde Festival udbygget årets lineup med 20 nye navne: Årets Orange-åbning samt 19 navne til vækstlagsprogrammet, der folder sig ud i festivalens indledende dage.
Og hvem får så æren af at åbne Orange Scene i dette comeback-år?
Det gør Drew Sycamore selvfølgelig.
2021 endte med at blive et regulært gennembrudsår for hende, og med det stærke ‘Sycamore’-album under armen tog hun Danmark med storm. P3 Gulds hovedpris og et par DMA-statuetter cementerede i slutningen af året, hvor stor en popstjerne, Drew Sycamore er blevet.
Ud over Orange-åbneren byder dagens pakke på 19 navne til vækstlagsprogrammet, der spiller på Roskilde Festivals to mindre scener i dagene 25.-28. juni.
Her er vanen tro masser af stærke nye danske kunstnere på plakaten: Fra popnavne som Dayyani og Bbybites til rockudladninger fra Brimheim og Prisma til dansk drill og reggaeton fra Shooter Gang og Ivan$ito.
Alle kunstnere forneden er fra Danmark på nær A36, Cobrah og ODZ, der er fra Sverige.
Dagens annonceringer:
Drew Sycamore (åbner Orange Scene)
A36
Afskum
AySay
Barbro
Bbybites
Blikfang
Brimheim
Cobrah
Dayyani
Debbie Sings
Dopha
Ivan$ito
JJ Paulo
ODZ
Prisma
Reveal Party
Rigmor
Shooter Gang
Vola
Dagens annonceringer er de første, siden Roskilde Festival i oktober annoncerede de første 23 navne til årets plakat – blandt andre Dua Lipa, Haim og Tyler, the Creator.
Årets arrangement bliver Roskilde Festival nummer 50. Roskilde Festival foregår fra 25. juni-2. juli.