Den 25. maj kan du blandt andet opleve to af Danmarks stærkeste hiphopnavne på Halvandet i København. Tessa og Artigeardit er nemlig hovednavnene på et flot program til en støttekoncert for unge, der mistrives.
Det må siges at være to velvalgte bookinger, da begge er unge artister, der ikke er bange for at tale om svære emner som blandt andet mentalt helbred.
Det er organisationen Headspace Danmark, der står for arrangementet med navnet GivOrdLyd!, hvor du udover de to ovennævnte rappere kan opleve Lamin, Bathsheba, RoseeLu, Mags og Ericka Jane. Aftenens konferencier er radioværten og journalisten Ida-Sophia.
»Vi vil gerne hylde ungdommen, tage dem seriøst og samtidig sætte fokus på den udbredte mistrivsel, som vi desværre ser, at flere og flere unge kæmper med«, udtaler direktøren for Headspace Danmark, Trine Hammershøy, via en pressemeddelelse.
Der er plads til 1.500 gæster til arrangementet.
GivOrdLyd!
25. maj
Halvandet
Billetpris: 200 kr.
Læs mere og find billetter HER