»How do you spell crazy? / G-E-N-I-U-S!«
Sådan lyder det fra Joyner Lucas på den nye single ‘Ye Not Crazy’, der forsvarer Kanye West. Sangen refererer både til mentalt helbred og namedropper Kanye-sange som ‘Jesus Walks’ og ‘Touch the Sky’. Der er også en linje om den voldtægtsanklagede Marilyn Manson.
Men ellers er nummeret egentlig ikke som sådan et detaljeret eller velargumenteret forsvar for Kanye Wests opførsel den seneste tid, hvor han blandt andet har chikaneret Kim Kardashian og hendes nye kæreste Pete Davidson.
‘Ye Not Crazy’ er mere en blanding af punchlines og pral, der primært handler om Joyner Lucas selv, og som af en eller anden grund inddrager Kanye som referencepunkt.
Det er ikke første gang, Joyner Lucas skaber opmærksomhed med provokerende numre og sangtitler. Han slog igennem med ‘I’m Not Racist’, der var en konceptsang, hvor Lucas rappede fra to modstridende politiske perspektiver. Rapperen har også udgivet en sang, der er opkaldt efter Islamisk Stat (‘Isis’).
I det hele taget er Joyner Lucas ikke sky for at skabe en kontrovers eller to. Sidste uge brokkede han sig højlydt over, at hans navn stod længere nede på plakaten end Machine Gun Kelly på Lollapalooza-programmet.