Det har været en turbulent uge i Cheff-land.
Først blev gruppens Fredagsrock-koncert aflyst, fordi Tivoli er bange for deres unge publikum efter nogle lidt for vilde oplevelser med Icekiid og Artigeardit. Så præsterede Kidd, Eloq, Klumben og TopGunn en feberredning ved at annoncere en erstatningskoncert på Stagebox.
Nu har Cheff Records endnu en glædelig nyhed til deres fans. Gruppen har netop udgivet sangen ‘TN’, der er deres første single i 2022 – og deres tredje i alt siden comebacket sidste år med ‘Sender mig til månen’ og ‘Senere’.
‘TN’ er noget helt andet end de forrige udgivelser. Faktisk tager den gruppen tilbage til deres rødder.
Mens 2021-singlerne var relativt poppede fællesnumre om henholdvis forelskelse og sex, er den nye sang således et under to minutter langt rapnummer, der har samme nedpitchede vokaler på omkvædet, som gruppen dyrkede omkring gennembruddet for lidt over ti år siden.
Det lyder næsten som noget, der kunne være på et eller andet glemt Cheff-mixtape fra 2011.