Spoiler alert: Det kan du forvente til Post Malones koncert på Roskilde Festival

Rapperen kommer til Roskilde med et nyt album i bagagen og en større turné i kalenderen. Vi har undersøgt, hvordan Post Malones liveshows ser ud for tiden. Læs ikke med, hvis Orange-koncerten skal være en overraskelse!
Spoiler alert: Det kan du forvente til Post Malones koncert på Roskilde Festival
Post Malone til en festival i Chicago, tidligere denne måned. (Foto: Timothy Hiatt/Getty Images)

Hvis Roskilde Festival var et menneske, ville den person ligne Post Malone på en prik. Festlig, glad og altid med en ølbong inden for rækkevidde.

Rapperen er – tilgiv mig boomer-referencen – lidt ligesom ‘Seinfeld’-karakteren Kramer i det afsnit, hvor han udbringer skålen »here’s to feeling good all the time« og efterfølgende demonstrerer, at han kan ryge en cigaret og bunde en øl på samme tid.

Det bliver, med andre ord, en fest, når Post Malone træder ud på den Orange Scene kl. 22.30 onsdag aften.

For selv om hans seneste album, ‘Twelve Carat Toothache’, var mørkt og stedvis depressivt, plejer rapperen at fokusere på sin festlige side til sine koncerter. Det er typisk noget med at bunde øl fra gamle sneakers og tænde cigaretter indenfor. Han laver fællesskål-rap.

Men hvordan ser Post Malones liveshow egentlig præcis ud, nu hvor han skal på turné og – allervigtigst – rammer Roskilde Festival?

Vi har lavet lidt detektivarbejde på internettet og dannet os et overblik over, hvad man kan forvente til onsdagens koncert.

Læs selvfølgelig ikke med, hvis koncertens forløb skal være en overraskelse.

Sceneshowet

Post Malone er sit eget sceneshow.

Den charmerende rapper er nok verdens mest folkelige popstjerne lige nu. Han ligner én, man vil drikke en øl med, for nu at bruge en kliché fra politikernes verden.

Faktisk har han vitterligt drukket en øl med fremtrædende danskere som kronprinsen, Suspekt og Emil Lange efter sin koncert på Smukfest i 2018, hvilket heldigvis blev dokumenteret med foto og video. Sidstnævnte fik ham endda til at smage en drinkspand med uvisse ingredienser.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Anyway: Den folkelige – ja, hyggelige – stemning er Post Malones specialitet, og han formår faktisk at skabe den, selv når der står titusinder foran scenen.

Så sent som i søndags spillede han foran 80.000 mennesker i Portugal til festivalen Rock In Rio Lissabon (der altså ligger i Lissabon og ikke i Rio, forvirrende nok).

Så hvis man vil danne sig et indtryk af rapperens liveshow, kan man faktisk starte lige der. Der ligger videoer fra koncerten på YouTube, og der har også floreret optagelser af hele showet – de bliver dog hyppigt fjernet igen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I Lissabon spankulerede Posty ind på scenen i en ‘Ringenes Herre’-t-shirt med en drink og en cigaret; under to minutter inde i showet balancerede han sit drinksglas på hovedet; efter 20 minutter er der fællesskål; efter 30 er det tid til cigaret nummer to; to minutter efter det forklarer rapperen på venlig vis, at han har tænkt sig at spille en kedelig, stille sang, så hvis man skal tisse, er det nu.

»I’m here to play some shitty music and get fucked up while we do it, man«, forklarer han på et tidspunkt. Det siger vel i virkeligheden alt.

Avisen Expresso har efterfølgende anmeldt søndagens koncert positivt, samtidig med at den studser over, hvor alene Post Malone var på scenen, og hvor lidt klassiske effekter, der var. Et andet portugisisk medie har kaldt koncerten et »one man show«.

Der var dog lidt lir på scenen i form af et ret så overdådigt lysshow samt flammekastere under Ozzy Osbourne-samarbejdet ‘Take What You Want’ og ‘Rockstar’ (hvor der vist også var en liveguitar). Men det er primært Posty selv, der bærer det hele.

Setlisten

Det er ikke sådan, at Post Malones seneste album, ‘Twelve Carat Toothache’, har været en fiasko. Meeeen … det har ikke kastet samme storhits af sig som de foregående værker ‘Beerbongs & Bentleys’ og ‘Hollywood’s Bleeding’.

Det nye album er i stedet dystert og fyldt med Nirvana-referencer samt tekster om depression og alkoholproblemer. Så det er oplagt at spørge sig selv, hvor meget den del kommer til at fylde på Roskilde Festival?

Sandsynligvis ikke specielt meget, viser det sig. Setlisterne fra de seneste Post Malone-koncerter afslører, at rapperen tilsyneladende er bevidst om, at publikum vil høre hans hits. Som regel spiller han maksimalt en lille håndfuld sange fra ‘Twelve Carat Toothache’.

Til den førnævnte koncert i Lissabon i søndags bestod setlisten af 17 numre, hvoraf kun tre var fra det nye album: ‘Insane’, Doja Cat-samarbejdet ‘I Like You (A Happier Song)’ samt singlen ‘Cooped Up’. Altså de mere festlige momenter fra udgivelsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derudover ligner setlisten fra i søndags nærmest en greatest hits-opsamling: Koncerten startede med ‘Wow’ og ‘Better Now’ og sluttede med ‘Sunflower’, ‘Rockstar’ og ‘Congratulations’.

De sange har alle over en milliard Spotify-afspilninger. ‘Rockstar’ og ‘Sunflower’ har endda tæt på to og en halv milliard. Det her er gigantiske hits.

Hvis man skal tale om overraskelser i setlisten, er det måske omkring halvvejs igennem showet, man skal spidse ører.

I Lissabon spillede Post Malone for eksempel det maksimalistiske rocknummer ‘Take What You Want’, der i originalversionen gæstes af Ozzy Osbourne og Travis Scott. Der var også tre ballader i træk i form af ‘I Fall Apart’, ‘Go Flex’ og ‘Stay’, hvilket godt kunne udgøre et slags akustisk intermezzo i showet – Post Malone plejer i hvert fald at spille ‘Stay’ alene med sin guitar.

Der er dog et enkelt ildevarslende aspekt ved søndagens koncert. Ifølge mediet Portugal Posts spillede rapperen kun en enkelt time, selv om koncerten var sat til at vare halvanden.

Så måske må vi også nøjes med en enkelt time på Roskilde, selv om Orange-shows jo plejer at runde de 90 minutter (eller det dobbelte, hvis man hedder Bruce Springsteen).

Setliste fra Rock In Rio i Lissabon, den 26. juni:
‘Wow’
‘Better Now’
‘Saint-Tropez’
‘Cooped Up’
‘I Like You (A Happier Song)’
‘Insane’
‘Circles’
‘Psycho’
‘Take What You Want’
‘I Fall Apart’
‘Go Flex’
‘Stay’
‘White Iverson’
‘Candy Paint’
‘Sunflower’
‘Rockstar’
‘Congratulations’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af