Post Malone er ikke okay på ’Twelve Carat Toothache’
Post Malone har altid virket som den arketypiske grædende klovn. Altså en ulykkelig entertainer, der danser og synger foran sit publikum, selv om han græder indvendigt.
Austin Richard Post, som han hedder, har virket som en, der gør andre tilpas. Sådan en, der smiler sit fjogede smil, mens han bunder øl fra en stinkende sneaker. Typen, der tænder en smøg under en arenakoncert. Eller som arrangerer virtuelle beerpong-konkurrencer. Han er, helt enkelt, verdens med afstand mest folkelige rapper.
Post Malones sange har til gengæld – helt tilbage til gennembrudshittet ’White Iverson’ – altid haft et skær af melankoli, der virkede i strid med hans lyksalige præsentation. Meget af ‘Beerbongs & Bentleys’ (2018) handlede om ulykkelig kærlighed; ‘Hollywood’s Bleeding’ (2019) blødte af bitterhed.
Der har altid været noget andet på spil i det skjulte. Men det er først nu, at den mørke side for alvor kommer frem. På rapperens fjerde album, ’Twelve Carat Toothace’, er melankolien ikke længere en understrøm. Den er en flodbølge, der skyller ind over værket.
Albummets allerførste sang, ’Reputation’, sætter stemningen på brutal vis. Post Malone synger til dels med sin karakteristisk sitrende vibrato, men bryder stedvis over i en nærmest growlende stemmeføring. Teksterne handler om at drikke, indtil man brækker sig, og ryge, indtil man bliver kvalt. Der bliver både nævnt et ødelagt forhold og selvmordstanker.
Post Malone er tydeligvis ikke okay. Han har et alkoholproblem og hader sig selv. Han har saboteret sit eget forhold og virker stedvis nærmest som om, han er blevet misantropisk. På ’Lemon Tree’ synger han om sit rådne hjerte, mens den uhyggeligt stille ’Euthanasia’ er en fantasi om at dø. En fantasi, der vender tilbage i akustisk form på albummets sidste nummer.
Der er en klar Nirvana-fascination i den nye, dystre Post Malone – især på de mere rockede sange som ‘Lemon Tree’, hvor han nærmest er en Vibrato Cobain. Han har jo også før optrådt med Nirvana-covers og citerer desuden ’Smells Like Teen Spirit’ på åbningsnummeret ’Reputation’.
Men faktisk er hele stemningen her depressiv, som om Post Malone ser Kurt Cobain som ikke bare æstetisk inspiration, men som en slags psykisk slægtning. Lidt ligesom emorap-pioneren Lil Peep så Nirvana-forsangeren, i virkeligheden.
Det føles også som om, ‘Twelve Carat Toothace’ er Post Malones version af The Weeknds ‘After Hours’. Begge album kortlægger en flugt fra den fordærvede Los Angeles-livsstil. Nu er Post Malone flyttet på landet i Utah for at – som han har sagt i et interview hos Billboard – »ikke blive sindssyg«.
Albummet skildrer det mørke, han er undsluppet, og dets kerne er ’Love/Hate Letter to Alcohol’, som han premierede i ‘Saturday Night Live’ forud for udgivelsen.
Sangen udforsker det velkendte paradoks i, at rusmidler kan føles som både årsagen til og løsningen på alle problemer: »You’re the reason why I got my ass kicked / but you’re the only way to drown my sadness«, synger Post Malone.
Indrømmelsen af rusens mørke sider føles især skelsættende, fordi rapperen som få andre er synonym med alkohol. Han er sponsoreret af Bud Light, har sin egen rosévin og har opkaldt et album efter en ølbong. På ’Twelve Carat Toothache’ er alkoholen ikke længere hyggelig adspredelse, men i stedet noget, der driver Post Malone mod undergangen.
»Jeg var ikke længere Austin. Jeg var så fucking fortabt«, har rapperen sagt om sin periode med intenst alkoholmisbrug i et interview med Zane Lowe.
Det lyder måske meget dystert, og det er det langt hen ad vejen også. I stedet for at lave behagelige, streamingvenlige sange a la ’Rockstar’ (og så videre) lader Post Malone noget ondt og råt flyde igennem sangene. Kongen af glat, skinnende poprap kan pludselig ikke holde sine følelser ude af sangene længere.
Eller, det vil sige, det kan han så godt alligevel på nogle af de mere algoritmevenlige numre, der føles som indrømmelser til det pladeselskab, der længe ikke ville udgive albummet.
’Insane’ lyder som parodien på de attitudefulde pralerap-bangers, Post Malone plejede at lave. Han har tydeligvis ikke hjertet med, når han indleder andet vers sådan her: »Second verse, second verse, yay / second verse, second verse, again«.
’I Like You (A Happier Song)’ med Doja Cat føles lige præcis så kalkuleret, som titlen antyder, mens ’One Right Now’ med The Weeknd er behagelig, men ikke specielt medrivende metervare fra de to storstreamende artister. De sange skriger proforma.
’Wasting Angels’ med The Kid Laroi og ’I Cannot Be (A Sadder Song)’ med Gunna er heller ikke de mest unikke sange i Post Malones diskografi, men – og det må man sige – han er bare ekstremt god til at skrive fængende omkvæd. Man kunne snildt forestille sig de sange blive hængende på hitlisterne i lang tid endnu.
Klovnen kan altså stadig synge og danse, når det er nødvendigt. Men ’Twelve Carat Toothache’ er rapperens mest interessante album hidtil, fordi mørket hele tiden er ved at tage over.
Når klovnenæsen falder af, og Post Malone skær igennem det glatte lydbillede, føler man et dragende mørke i ham, der ikke har været der før.
Kort sagt:
Der har altid været en understrøm af melankoli i Post Malones streamingvenlige poprap, men på ’Twelve Carat Toothache’ er strømmen blevet til en decideret flodbølge, der skyller ind over albummet.