The Minds of 99 lukkede NorthSide med en Hollywood-blockbuster af en koncert

The Minds of 99 lukkede NorthSide med en Hollywood-blockbuster af en koncert
The Minds of 99 på NorthSide. (Foto: Alec Andreev)

I 2019, da The Minds of 99 sidst spillede på NorthSide, steg Niels Brandt til himmels i en kran over festivalpladsen. Et på én gang opstyltet og samtidigt genialt øjeblik, der siden er blevet et tilbagevendende motiv for bandet.

Da Minds lørdag nat fik æren af at lukke dette års NorthSide-festival, var der ganske vist ingen kran, men det folkekære band kom alligevel overordentlig godt fra start med ’Infinity Action’-højdepunktet ’Vi vokser’, hvortil Brandt og co. selvfølgelig lod sig bade i albummets ikoniske neongrønne farve.

Det var ufatteligt stilsikkert. Minds vidste udmærket godt, hvad de ville med koncerten, og som altid formåede det evigt driftssikre band at samle masserne i en rørende folkefest lige fra koncertens første nummer. Der er en grund til, at de ofte kaldes Danmarks bedste liveband, og man skal ganske enkelt være lavet af sten for ikke at lade sig rive med af de velkendte numre og Brandts intense nærvær.

Det er ingen overraskelse, at bandet for nyligt skrev historie med den største danske indendørsturné nogensinde. Hvis der er én ting, vi alle kan samles om, er det Minds. Og NorthSide var bestemt ingen undtagelse.

Formåede bandets nye numre som ’Big City, Bright Lights’ og singer/songwriter-balladen ’Emil’ at skabe samme eufori som deres gamle materiale? Ikke nødvendigvis. Deres fjerde album fra tidligere i år var uden tvivl deres mest polariserende, og det mærkede man også i Eskelunden.

Men det gør sådan set ikke så meget, når resten af kataloget er pakket med danske nyklassikere som ’Stjerner på himlen’ og den Tom Kristensen-reciterende førstesingle ’Det er Knud som er død’ (»Mixet lige her i Aarhus«, bemærkede en uvant lavmælt Niels Brandt til stor jubel i en af koncertens få interaktioner mellem band og publikum).

The Minds of 99 på NorthSide. (Foto: Alec Andreev)

Her må man heller ikke glemme ’Hurtige hænder’ fra bandets selvbetitlede debutalbum, der de seneste år har fået en mindre renæssance i sin akustiske udgave, og som selvfølgelig også her blev fremført af Brandt alene.

Koncerten føltes mest af alt som at se en god, gammeldags Blockbuster-film. Man vidste, hvad man fik, og man så det hele komme på lang afstand. Alligevel gik man ikke skuffet derfra. Der er nu engang en vis tryghed i det velkendte.

Minds’ NorthSide-optræden skriver sig måske ikke ind i historien som en af bandets mest mindeværdige koncerter, men selv en middelmådig Minds-koncert kan altså være ret så fantastisk.

’Danmarks bedste liveband’ er en titel, der ofte påduttes Minds, og det er selvsagt store ord. Men når selv en af bandets mere gennemsnitlige optrædener kan være effektiv, kan der måske godt være noget om snakken.


Kort sagt:
Tidens måske mest folkekære danske band lukkede NorthSide med en storladen Hollywood-blockbuster af en koncert, der måske ikke skriver sig ind i historien som en af bandets bedste, men som ikke desto mindre stadig formåede at samle masserne.

The Minds of 99. Koncert. NorthSide, Astra-scenen.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af