1. Jada feat. Mø ‘Saturn Return’
En af de stærkeste – men mindst streamede – sange fra Jadas albumtoer ‘Elements’ har fået en ret speciel makeover.
Den danske popstjerne har netop udgivet deluxe-versionen af albummet, og her får en ny version af ‘Saturn Return’ simpelthen besøg af ingen ringere end Mø. Det er et majestætisk møde: To af de stærkeste navne i dansk popmusik på samme sang.
Forhåbentlig kan dette remix give det Robyn-inspirerede nummer noget velfortjent medvind, men om ikke andet er det bare skønt at høre de to vokalister i velklingende samspil.
Det er i øvrigt ikke helt uventet, at det er netop denne sang, Mø er med på. De to popstjerner sang jo – som nogle vil huske – ‘Saturn Return’ sammen til Jadas koncert på Orange Scene tidligere i år.
2. Joy Overmono feat. Abra ‘Blind Date’
Nu hvor vi snakker om stærke samarbejder: Producer-troldmanden Joy Orbison og den elektroniske duo Overmono har genoplivet deres fælles alias Joy Overmono for at skabe denne sveddryppende klubbasker med gæstevokal fra r’n’b-sangeren Abra.
3. Hans Philip ‘I morgen’
Den ømme ‘I morgen’ er en tidlig favorit på Hans Philips nye dobbeltalbum, der udkom som en overraskelse fredag morgen.
4. Visitor Kane ‘Dead Loss’
Denne Beatles-klingende rocksingle fra Visitor Kane viser gode takter forud for danskernes album ‘At Issue’, der udkommer 11. november.
5. Stormzy ‘Mel Made Me Do It’
Var man usikker på, hvorvidt Stormzy stadig ejer det engelske raplandskab, så er der ingen tvivl efter denne syv minutter lange magtdemonstration.
6. LCD Soundsystem ‘New Body Rhumba’
LCD Soundsystem har udgivet deres første sang i fem år! ‘New Body Rhumba’ er lavet til Noah Baumbach-filmen ‘White Noise’ og er lige den slags synth-postpunk, James Murphy og co. er mestre i.
7. Laura ‘Et one night stand’
Den danske popkomet Laura har i denne uge udgivet debut-ep’en ‘Skilte jeg mig pludselig ud?’, hvor man blandt andet finder ‘Et one night stand’, der dyrker en tungere og mere smadret lyd end hendes hidtidige singler.
8. O.T ‘Klar til krig’
Tidligere på ugen havde vi O.T med på vores liste over ti nye danske rappere, man skal holde særligt øje med. Nu har Aarhus-rapperen udgivet sin anden single, og hun fortsætter det høje niveau med den drill-tunge ‘Klar til krig’.
9. Christine and the Queens ‘Rien Dire’
Denne svævende synthpop-skæring hører hjemme på Christine and the Queens’ kommende album, der efter en udskydelse er sat til at udkomme 11. november.
10. Shygirl ‘Shlut’
Lidt tværfløjte går man aldrig galt i byen med. Hør bare Shygirl-singlen ‘Shlut’ fra den britiske rappers nye album ‘Nymph’, der netop er udkommet.