FIRST LISTEN. 1293 dage. Så lang tid er der gået, siden Hans Philip solodebuterede med albummet ‘Forevigt’.
Siden da har den tidligere Ukendt Kunstner-frontmand udgivet enkelte solosange, optrådt hos YouTube-kanalen Colors, hittet med Kesi-samarbejdet ‘Blå himmel’ og spillet rækkevis af koncerter landet over.
Men der er altså gået tre og et halvt år, siden Hans Philip har beriget os med en større udgivelse. Set med de briller er det altså fuldt fortjent, at vi nu får ikke bare et normalt album – men et helt dobbeltalbum.
Philips anden udgivelse består nemlig af to albumsider, som klassisk nok bærer navnene ‘[a]’ og ‘[b]’ og hver især rummer ni sange.
Men hvordan lyder musikken? Fortsætter han den stille stil fra ‘Forevigt’, som den lange livevideo fra i går antydede? Er der nogle gæster eller nye samarbejdspartnere? Og hvad handler det her album i det hele taget om?
Vi har lyttet til albummet hele morgenen og nedfældet vores førstehåndsindtryk i seks punkter. En decideret anmeldelse af ‘A&B’ lander i løbet af de næste dage.
1. Hans Philip kaster sig over et svært format
Da Hans Philip i går udgav en 34 minutter lang livevideo spækket med nye sange var der især ét spørgsmål, der pressede sig på: Kommer der så også et album?
Ja, viser det sig. Endda et fyldigt dobbeltalbum med hele 18 sange.
Det sjældne format er svært at mestre, men de seneste år har visse (mestendels udenlandske) artister prøvet.
Et af Hans Philips forbilleder i Ukendt Kunstner-dagene, Drake, dedikerede de to sider af ’Scorpion’ fra 2018 til henholdsvis rap og r’n’b, mens Kendrick Lamar tidligere i år brugte dobbeltalbummet til sin store, personlige fortælling på ’Mr. Morale & The Big Steppers’.
I Hans Philips tilfælde kan vi konstatere, at der ikke er tale om en Drake-agtig variant, hvor hver albumside dyrker en anden lyd. Den danske sangers nye udgivelse føles mere sammenhængende rent lydmæssigt. Og apropos lyden…
2. Der jages ikke hits
Der er da et par sange med ørehængerpotentiale på ‘A&B’.
Det rendyrkede popnummer ’Hjertebrand’ for eksempel, hvor Hans Philips lyse omkvæd stikker ud, eller den 80’er-poppede, livsbekræftende ’Tæt på’. Den spanske guitar på ’I morgen’ er også forførende.
Men ellers føles dobbeltalbummet som et afdæmpet, indadvendt værk, man skal synke ind i. Visse sange har intet omkvæd – eller slet ingen vokal.
Det er en udgivelse, der opfordrer til fordybelse, og som ikke anstrenger sig vildt meget for at sætte kløerne i lytteren med billige tricks eller store armbevægelser.
3. Kun en enkelt gæstevokalist
Hans Philip er ikke bare gået solo fra Ukendt Kunstner, han er gået solo – punktum.
Der var ingen gæstevokalister på debuten ‘Forevigt’, og det er der heller ikke officielt på det nye dobbeltalbum.
Men på sangene ‘HSól’ og ‘Rubato’ dukker der faktisk en hemmelig kvindelig vokalist op, som viser sig at være Bette.
Selv om Bette synger hele ‘HSól’, står hun dog ikke som featuring eller lignende, og man skal derfor grave i Spotifys credits for at få bekræftet, at det er hende.
4. Hov! Vent! Er det her en rapsang?
Det er næsten som om, Hans Philip troller sine gamle Ukendt Kunstner-fans med ’Late04’.
Dén sang er den eneste på ‘A&B’, der kommer tæt på rap, men den gør det mestendels med et sample af et gammelt Kesi-nummer (‘Ka’ en hertug leve’ fra 2012), der bruger samme chopped and screwed-toneleje, som Hans Philip selv dyrkede så meget i sine unge rapperdage.
»Man skal ind i sig selv og ud af sin komfortzone«, lyder teksten et sted på meta-agtig vis. Som for at sige: Jeg skal ud af rap-komfortzonen og finde mig selv i noget andet. Det virker som et indforstået nik til dem, der ville ønske, Hans Philip stadig rappede.
5. Tematikken fra ’Forevigt’ fortsætter
Mens Hans Philip mestendels styrer væk fra alt, hvad der hedder rap, arbejder han videre inden for de tematikker og lyde, der var på solodebuten ’Forevigt’.
Bossanova-sporet fra ’Et studie i overtænkning’ føres videre på ’Ciel’ og ’I morgen’, mens forholdstematikken dukker op på breakup-sangen ’Hjertebrand’ og på værkets allerførste nummer, der faktisk har (næsten) samme navn som debutalbummet.
Stilen er altså ikke lagt helt om. Men der er sket nogle forandringer.
6. Hans Philip siger tingene med blomster
’Forevigt’ føltes som et breakup-album og kredsede meget om relationen mellem to personer. Det gør ‘A&B’ også, men den nye udgivelse søger også ud over forholdsscenariets intime ramme.
Hans Philip vender for eksempel flere gange tilbage til blomsten som motiv. »Kvinde i mit liv, rose i min mund / sig mig hvem jeg er«, lyder det på ’NESO’. »Du fylder hele verden med din sjæleløse æstetik / bestemt af alle andres blik«, lyder det om den titulære blomst på ’Rose’.
Andre steder synger Hans Philip om årstiderne, om solen og månen, og om morgenrøde og solnedgang.
De her tekster, der både ser indad, men også søger ud mod naturen og universet, markerer en ny æra for sangskriveren Hans Philip.