For første gang siden Takeoffs alt for tidlige død i et skyderi har hans Migos-partner Quavo udtalt sig offentligt.
Quavo var sammen med Takeoff, da han blev skudt, og lørdag aften delte han en længere hyldest til sin nevø og musikalske partner på Instagram i forbindelse med Takeoffs begravelse i Atlanta.
»Kære Take. Det er svært at fortælle dig, at jeg kommer til at savne dig, for du var altid sammen med mig. Lige siden vi var børn, har du været ved min side. Kigget op på mig, mens dine øjne ventede på, at jeg ville tage det næste skridt. Og så ville du følge efter. Du sikrede dig altid, at jeg gjorde det først, så du kunne gøre det sammen med mig«, indleder Quavo sit Instagram-opslag.
»Al denne tid har jeg forsøgt at finde ud, hvad din relation egentlig er til mig. For nevø passer ikke. Vi hadede ordet ‘nevø’, eller når de sagde ‘Unc and Phew’. For vi vidste hele tiden, at vi var tættere end som så, og det fik mig også til at føle mig gammel. Men jeg ved, at du ikke var min bror. For du var min søsters søn, så jeg kunne ikke kalde dig bror. Nu forstår jeg det endelig: Du er vores engel«.
Takeoff blev skudt til en fest i Houston klokken to om natten amerikansk tid, hvor yderligere to personer blev skudt og kørt på hospitalet.
Takeoff gik bort under en måned efter, at hans album ‘Only Built For Infinity Links’ sammen med Quavo udkom. Få dage inden skuddrabet udsendte duoen en musikvideo til sangen ‘Messy’.