Selvom han var kendt for at gå med absurd dyre smykker, var Takeoff, der døde 28 år gammel i går, ikke en specielt flashy rapper.
Han var en underspillet artist. Han var på mange måder tredjemanden i Migos.
Quavo var triumviratets åbenlyse stjerne. Det var ham, der sang de autotunede omkvæd og blev inviteret til at gæste på Justin Bieber-singler.
Offset havde den superberømte kæreste i form af Cardi B og det mest akrobatiske flow.
Takeoff var tit Migo nummer tre – endda i sådan en grad, at han ikke var med på gruppens største hit, ’Bad and Boujee’. Hvilket blev lidt af et meme.
Men man tager fejl, hvis man kun ser Takeoff som den mindst vigtige Migo. For han var langt mere end det. Der var en grund til, at Migos oprindelige mentor Gucci Mane sagde, at Takeoff var hans yndlingsrapper.
Atlanta-artisten havde sådan en dyb, umiddelbart genkendelig stemme, der næsten lød som vokalversionen af en 808-tromme. Han gav sangene tyngde og var dermed en modvægt til Offsets sprælske energi eller Quavos Travis Scott-inspirerede autotune.
Hans mest berømte momenter var buldrende sange som det tidlige hit ’Fight Night’ eller ’T-Shirt’ fra gennembrudsalbummet ’Culture’, hvor Takeoff var sangens naturlige omdrejningspunkt. Netop ’Fight Night’ er en god metafor for rapperens vokalstil på de numre.
Hans flow tripper hurtigt og fleksibelt rundt på beatet som en boksers fodbevægelser, men hans tunge stemme gør, at hver linje lander som en næve. Derudover havde han også uventede, melodiske momenter i sig, som den caribiske ’Gang Gang’ fra ’Culture II’ eller det døsige solonummer ‘Last Memory’.
Men mit personlige Takeoff-yndlingsmoment er hans vers på ’Cocoon’.
Det noget oversete nummer er – som så mange af gruppens hits – båret af Quavo, der står for første vers og omkvædet.
Men det er linjer fra Takeoffs tredje vers, der sidder fast, fordi hans mørke men alligevel bløde stemme bliver ved med at rime på sangtitlen.
»I be going up like a balloon / Chop a n*gga with the bamboo in Cancun«, lyder en af versets mest opfindsomme linjer. Andre steder overvejer han både at købe en »baboon« og inviterer lytteren med til »the boom boom room«.
Gennem hele verset er der en form for glæde ved sproget og de rummelige, rungende vokallyde i ordene. Takeoff får sangen til at boble.
Det skyldes også, at han gennem hele det vers bruger han de komisk over-tydelige adlibs, der altid var Migos kendetegn, og som blev så populære, at de blandt andet fik deres egen ‘SNL’-sketch.
Den teknik har sjældent været så effektiv og humoristisk anvendt som i Takeoffs ‘Cocoon’-vers. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har hørt Migos’ adlibs brugt med så stor komisk effekt, som når Takeoff slutter linjen »sweep a n*gga like I was a broom« af med at udbryde: »SWEEP!«.
Ingen anden rapper kunne have leveret de linjer med så meget glimt i øjet og med så unik en vokal. Det er indbegrebet af et genialt Takeoff-vers, og det viser, hvorfor han var den mest undervurderede Migo.
Takeoff var efter alt at dømme ikke en artist, der var desperat efter rampelyset. Han udgav kun et enkelt soloalbum og lavede ikke mange gæsteoptrædener.
Man når han var i sit es, som på ’Cooon’, var han uimodståelig. Når man hører det nummer, er det tydeligt, at hiphoppen har mistet en unik stemme og en ægte talentfuld rapper.
De mange memes om hans manglende tilstedeværelse på ’Bad and Boujee’ tog altså fejl; Takeoff var ikke erstattelig. Han kunne noget, ingen andre kunne.