I forhold til, at Kid Cudi egentlig havde annonceret, at han ville stoppe med musik, har han ret travlt med at snakke om sine musikalske planer.
Rapperen havde ellers antydet, at det hele var slut med 2022-albummet ‘Entergalactic’, men har siden lovet, at der alligevel kommer et album mere.
Nu har rapperen delt lidt yderligere information om sine fremtidige planer.
Kid Cudi har meldt ud, at der ikke kommer et fællesalbum med Travis Scott alligevel. »Nej, det udkommer ikke. Øjeblikket er passeret«, har han skrevet til en fan på Twitter, der spurgte ind til projektet, der gik under navnet The Scotts.
Mens The Scotts altså ikke bliver til noget, har Kid Cudi annonceret, at han har lavet to sange med den for tiden fængslede rapper Young Thug.
»Jeg har to sange med Thug, som vi lavede sidste år«, lyder det i et tweet. »En af dem bruger jeg på mit nye album, og den anden bruger han. De er begge fucking sindssyge. Jeg siger jer. I har inden idé«.