Få kunstnere har i løbet af 2010’erne omfavnet ordsproget »højt at flyve, dybt at falde« i samme grad som Kid Cudi. Vi har at gøre med en diskografi, der spænder fra makværk til mesterværk.
Men selvom rapperen og sangeren har lagt navn til nogle katastrofale album, har hans fejltrin samtidig altid været interessante.
Kid Cudi kunne ellers sagtens have hvilet på laurbærrene efter det succesfulde debutalbum ‘Man on the Moon’. Han kunne have levet højt på at være kunstneren bag emorap-grundstenen ‘Day ‘n’ Nite’, og nøjedes med at holde sig relevant ved jævnligt at levere solide features på Kanye-album.
Men i stedet har Kid Cudi valgt en mere eksperimenterende, uforudsigelig vej, der har gjort, at han i dag har opnået auteur-status.
Ligesom mentoren Kanye West har han et evigt højt ambitionsniveau. Det så vi så sent som i 2022, hvor han var aktuel med noget så aparte som en animeret Netflix-special ved navn ‘Entergalactic’, hvor han både agerede skaber, hovedrolle og soundtrack. Nu, i 2024, er han dog aktuel med et mere klassisk trap-album i form af ‘Insano’.
I den anledning har vi genhørt hele hans spraglede diskografi: Alle ni soloalbum, de to collab-udgivelser ‘WZRD’ og ‘Kids See Ghosts’ samt debut-mixtapet ‘A Kid Named Cudi’ – og så har vi rangeret det hele fra værst til bedst.
12. ‘Speedin’ Bullet 2 Heaven’ (2015)
Efter flere års fascination af rockmusik kastede Kid Cudi sig i 2015 over et 90 minutter langt rockværk, der byder på sløset guitarspil, jammerlige vokalpræstationer og retningsløse kompositioner.
Det er et introspektivt album, hvor Cudi konfronterer sine dæmoner – herunder endda selvmordstanker – så på papiret er det ikke en dårlig idé at søge mod Kurt Cobain og Chris Cornell som inspirationskilder.
Men resultatet er et monotont rod, hvor ingen af sangene lyder færdige. Flere af numrene på b-siden er endda deciderede demoer. Tilsæt en række ulidelige ‘Beavis and Butthead’-interludier, og du har opskriften på det værste album i Kid Cudis karriere.
Bedste sange:
Melodien på ‘Confused!’ er relativt charmerende, og i bedre indpakning kunne det måske være en decideret god sang. Aggressionen på ‘Judgemental C**t’ er smittende nok, når Cudi ikke smadrer sin stemme til uigenkendelighed.
11. ‘Indicud’ (2013)
Okay, så rock-Cudi virker ikke. Men hvad med et egentligt hiphopalbum med sporadiske rockindflydelser – herunder gæsteoptrædener fra Father John Misty, Haim og … Michael Bolton?
Det er eklektisk, og så er ‘Indicud’ endda den første udgivelse med Cudi selv i producerstolen.
Hans produktionsstil er dog stadig i sit spæde, uerfarne stadium. Der er en del gode idéer, men de individuelle beats bliver hurtigt ensformige.
Lyrikken er samtidig meget ujævn. Der er en håndfuld kreative bars og nogle følsomme øjeblikke. Men der er også sange som den lettere creepy hyldest til Emma Watson på ‘Young Lady’, og den ualmindeligt corny ‘Girls’.
Bedste sange:
Det Geto Boys-samplende RZA-samarbejde ‘Beez’ er rimelig sprødt – omend det mere er RZA’s sang end Cudis. ‘Red Eye’ med Haim fungerer også flot som albummets mest poppede skæring.
10. ‘WZRD’ (2012)
Det mislykkede ‘Speedin’ Bullet 2 Heaven’ var ikke Kid Cudis første forsøg på et rockalbum. I 2012 udkom nemlig første og hidtil eneste album af duoen WZRD, der består af Cudi og den hyppige samarbejdspartner Dot Da Genius.
‘WZRD’ er betydeligt lettere at komme igennem end sin åndelige efterfølger. Dels grundet længden – albummet består af 11 sange – dels fordi Dot Da Genius som producer sørger for, at de individuelle tracks rent faktisk adskiller sig fra hinanden. Det hjælper også at Cudis (stadig noget begrænsede) vokal undgår at bevæge sig helt ud i pinlige territorier.
Sangskrivningen er dog stadig meget fattig på bid, nerve og mindeværdige melodier. Så vi vil stadig anbefale Cudi-nybegyndere at springe over her.
Bedste sange:
‘Live & Learn’ kan prale af et ret cool groove og et af albummets stærkeste omkvæd. ‘Teleport 2 Me, Jamie’ er et af de mindst rockede tracks, men paradoksalt nok også et af de mest emotionelt potente.
9. ‘Insano’ (2024)
Nogle Cudi-fans har allerede stemplet ’Insano’ som rapperens dårligste album. Det er ikke helt fair, for der er egentlig godt med sonisk dynamik, og hans hook-game er sjældent så pålideligt som her.
Men aldrig har et Cudi-album lydt mindre som Cudi. ’Insano’ lyder som et Travis Scott-album. Fester og rowdyness er ikke blot emblematisk for lyden på ’Insano’, men også lyrikken. Når Cudis ellers så indflydelsesrige emo-tendenser titter frem, blandt andet på ’Tortured’, nægter han at blive specifik i en grad, hvor man rigtig kommer tæt på ham.
Der er nogle ganske solide bangers på tracklisten, men ’Insano’ begår den kardinalsynd at være det eneste Kid Cudi-album, hvor rapperens unikke personlighed ikke får lov til at folde sig ud – og hvor det for første gang lyder, som om han prøver at jage hits. De her sange kunne lige så godt være fremført af en hvilken som helst anden rapper, og det gør det ikke bedre, at Cudi må kæmpe med en lang række features om rampelyset.
Bedste sange:
Den skæve dub-rytme på ’Electrowavebaby’ er groovy som ind i helvede. Psych-sjæleren ’Blue Sky’ er et sjældent eksempel på en sang, kun Cudi kunne have lavet. Og Travis Scott-samarbejdet ’Get Off Me’ er altså en virkelig god Travis Scott-sang – bare ikke en Kid Cudi-sang.
8. ‘Passion, Pain & Demon Slayin” (2016)
Oven på den kolossale fiasko ‘Speedin’ Bullet 2 Heaven’ var det tid til et mere ordinært hiphopalbum. Og et eller andet sted dybt begravet i ‘Passion, Pain & Demon Slayin” kan man finde et rigtig godt et af slagsen.
Problemet er bare – som så ofte – at Kid Cudi nægter at begrænse sig.
Albummet varer 86 minutter, og selv om de fleste tracks har en håndfuld gode soniske idéer, varer de også individuelt alt for længe. Tag for eksempel et track som den ellers ganske dybfølte ‘All In’. Det spilder ét minut på en intro, som ikke gør det store for at sætte stemningen, og slutter med en lige så lang outro, der ikke gør noget, som de foregående to minutter ikke gjorde bedre.
Langt størstedelen af sangene ender på lignende vis med at spilde halvdelen af deres varighed på fyld, så Cudis depressive sange kommer for sjældent helt ind under huden på lytteren.
Bedste sange:
‘ILLusions’ formår faktisk at udvikle sig dynamisk, så den er interessant hele vejen igennem. André 3000-samarbejdet ‘By Design’ er en vidunderligt catchy og quirky skæring, der giver et indblik i et mangefacetteret sind.
7. ‘Satellite Flight: The Journey to Mother Moon’ (2014)
Hvis du vil vide, hvad Kid Cudis musikalske vision går ud på, er ‘Satellite Flight’ et meget repræsentativt værk – på godt og ondt.
Lange ambient-passager; svævende flader af dyb nynnen og spacey synthfigurer; vokaler, der i bedste proto-Lil Peep-stil egentlig er mere usleben sang, end det er rap.
Men modsat Lil Peep har vi at gøre med virkelig langtrukne sange, der ofte bliver ved i længere tid, end kompositionen kan holde til. De kendetegn præger store dele af Kid Cudis diskografi, men her er de exceptionelt tydelige.
‘Sattelite Flight’ er derfor et album at zone ud til. Det er musik til at stirre op i loftet og forsvinde ind i sig selv med en joint i hånden. Det er flyvsk og ikke videre strømlinet. Men under de rigtige omstændigheder fungerer det bare.
Bedste sange:
Når housebeatet dropper på ‘Too Bad I Have To Destroy You Now’ går alt op i en højere enhed, og med ‘Going to the Ceremony’ viser Cudi, at han sagtens kan skabe en velfungerende, lækkert produceret rocksang.
6. ‘Entergalactic’ (2022)
Den ideelle måde at lytte til ‘Entergalactic’ på er at se den animerede Netflix-produktion af samme navn først.
Uden den kontekst er det Cudis mest simple og mindst eventyrlystne udgivelse siden det første mixtape. Men den visuelle side emmer af kreativitet i en grad, som løfter musikken til nye højder.
Albummet er nemlig en samling dejligt fokuserede skæringer, der vender tanker om kærlighed og kreativitet – emner, der også fylder i Netflix-projektet.
Skalaen er begrænset, atmosfæren er intim, og stemningen er kærlig og optimistisk. I en diskografi præget af depression og selvdestruktion, er det en tiltrængt afveksling.
Bedste sange:
‘Can’t Shake Her’ er lyden af at være dybt forelsket. ‘Ignite the Love’ gør det samme, men her i en mere syret, autocroonende indpakning. Hvis man har brug for et selvtillidsboost, er ‘Livin’ My Truth’ oplagt.
5. ‘Man on the Moon II: The Legend of Mr. Rager’ (2010)
‘Man on the Moon’-serien har alle dage været Cudis mest fokuserede værker.
På albumseriens anden udgivelse har Cudi fusioneret sin sans for det poppede med nogle mørkere, mere spacey produktioner, der varsler hvordan hans karriere senere ville udvikle sig.
På albummet konfronterer Cudi blandt andet sit forhold til stoffer, alkohol og berømmelse på en så klar måde, at det ikke er svært at føle med ham.
Det er til tider en ret så ubehagelig lytteoplevelse, men der er godt med substans, dynamik og velklingende instrumentation, der gør, at det aldrig bliver svært at nyde værket.
Bedste sange:
‘Marijuana’ er en forfriskende nuanceret weed-hymne. Den selvransagende ‘Mr. Rager’ er en af Cudis mest hårrejsende skæringer, og få melodier i kataloget sætter sig nær så godt fast som ‘Ghost!’
4. ‘Man on the Moon III: The Chosen’ (2020)
Det tredje ‘Man on the Moon’-album er tragisk fra første tone.
Ti år er gået siden forgængeren, og intet tyder på, at musikerens mentale helbred har det bedre. »Back just where I started, it’s the same old damaged song« synger han, mens han drukner sine sorger i ‘Tequila Shots’.
Lyrisk er det stedvis Cudis mest hårdkogte og håbløse udgivelse. Men nogle glimt af lykke trænger igennem, og som albummet når slutningen, finder Cudi noget der er værd at leve og kæmpe for.
Blandt andet at være der for unge mennesker, der har det lige så skidt som ham (‘4 Da Kidz’) – eller at sørge for at behandle sig selv med lidt velfortjent kærlighed (‘Lovin’ Me’).
Det dystre album er måske mest effektivt, hvis man allerede kender til Cudis historie. Men for de indviede er det en dybt fængslende udgivelse.
Bedste sange:
Phoebe Bridgers-samarbejdet ‘Lovin’ Me’ er den krammer, vi alle har brug for at give os selv af og til. ‘Heaven on Earth’ er et klasseeksempel på produktion og sangskrivning, der løfter hinanden. Og uden for ‘Kids See Ghosts’-regi, har Cudis dybe nynnen aldrig været brugt bedre end på ‘The Pale Moonlight’.
3. ‘A Kid Named Cudi’ (2008)
Skær alle de konceptuelle ambitioner væk. Fjern fokus fra melodier og zoom i stedet ind på bars. Og pludselig står det klart, at Kid Cudi ikke blot er en dygtig kunstner, men også en vildt dygtig rapper.
Det er nok den helt store erkendelse, når vi efter knap halvandet årti vender tilbage til Cudis debut-mixtape.
Vi får for en gangs skyld ikke et dybdegående selvportræt, men i stedet er der stribevis af individuelt stærke tracks. Mange – såsom gennembrudshittet ‘Day ‘n’ Nite’ og åbningsnummeret ‘Down and Out’ – lukker os ind i Cudis allerede dengang gennemtrængende tungsind. Men der er også solid prale-rap på ‘CuDi Get’ og charmerende party-stemning på ‘T.G.I.F.’.
Cudi viser her tidligt spændvidden af sine evner. Selv indierock-fascinationen får tidlig repræsentation med den Band of Horses-samplende ‘The Prayer’. Det er en virkelig stærk måde at starte karrieren.
Bedste sange:
‘Day ‘n’ Nite’ er selvskrevet. Den melodiøse ‘Man on the Moon (The Anthem)’ er så emotionelt fængslende, at det er let at forstå, at han har bygget en hel albumserie op omkring den. Mellem disse to finder vi den ømme ‘The Prayer’. Det er noget af et hattrick at have allerede på første udgivelse.
2. ‘Kids See Ghosts’ (2018)
Kid Cudi og Kanye West forstod at få det bedste frem i hinanden.
De er begge torturerede sjæle, der nægter at se begrænsninger for, hvor kolossale deres værker kan være. Netop derfor var det så genialt at begrænse fællesalbummet ‘Kids See Ghosts’ til kun at være syv tracks. Alle syv sange er mesterlige, og der er ikke skyggen af fyld.
Med Kanye (og hans team) ved sin side i producerstolen bliver Cudis idiosynkratiske nynnen gjort til et instrument på ‘Fire’, og hans særegne målsætning om en hiphop/rock-hybrid bliver endelig forløst til fulde på ‘Freeee (Ghost Town Pt. 2)’.
Hver sang har sin egen unikke identitet, men albummet som helhed har også en gennemgående støvet og dyster æstetik, der gør det unikt i begge kunstneres diskografier.
Bedste sange:
‘Feel the Love’ er en genial åbner. Den Kurt Cobain-samplende ‘Cudi Montage’ er som en strømlinet indkapsling af alt, der definerer Cudis kunstneriske virke. ‘Reborn’ er den ultimative hymne til at bevæge sig hinsides sine værste tanker.
1. ‘Man on the Moon: The End Day’ (2009)
Vi vidste lige fra starten, at førstepladsen på denne liste kun kunne gå til enten ‘Kids See Ghosts’ eller den første ‘Man on the Moon’. Det er de to udgivelser, hvor håndværket konsekvent er stærkt nok til, at Cudis ambitioner ikke ét sted falder til jorden.
Men ‘Kids See Ghosts’ er i lige så høj grad Wests album, som det er Cudis. Hvorimod ‘Man on the Moon’ er et værk, hvor sidstnævnte er i centrum hele vejen igennem.
Den væsentligste forskel på ‘Man on the Moon’ og Cudis mange efterfølgende værker ligger i hans omfavnelse af popmusikken. Sange som ‘Enter Galactic’, ‘Alive’, ‘Pursuit of Happiness’ er poprap af ypperste kaliber, med nogle tungere, indadskuende følelser bagved. Ikke ulig hvad kunstnere som Childish Gambino, Brockhampton og Tyler, The Creator har mestret siden.
De skarpe popproduktioner er lidt sukker til at sluge den stærke medicin ned med. For ‘Man on the Moon’ er hårdkogt. Det er en serie af skildringer af en deprimeret mand og hans proces med at forsvinde i en tåge af stoffer for at beskytte sig selv mod sine dæmoner.
Albummet viste, at vi havde at gøre med usammenlignelig stemme på hiphopscenen. Og selv om han kun sjældent har nået samme højder igen, har han altid været værd at holde øje med.
Bedste sange:
MGMT/Ratatat-samarbejdet ‘Pursuit of Happiness’ sætter standarden for Cudis samarbejder med indierockere. Den rørende ‘Enter Galactic’ er en fremragende forløber for Netflix-satsningen af samme navn. Ubehaget på ‘Solo Dolo’ er imponerende eksekveret, og ‘Up Up & Away’ er en smuk afslutning på rejsen.