Kid Cudi er nærmest lykkelig på sit (måske) sidste album nogensinde
Kid Cudi leverer lige i øjeblikket den ene dårlige nyhed efter den anden.
Tidligere i år tog Cleveland-rapperen til tasterne for at understrege, at hans årelange samarbejde med Kanye West er endegyldigt forbi, og at de to stridshaners fælles optræden på nummeret ’Rock N Roll’ fra Pusha T-albummet ’It’s Almost Dry’ bare var en undtagelse.
Og nu ser det gudhjælpemig ud til, at ’Entergalactic’, soundtracket til hans nye animerede Netflix-projekt af samme navn, meget vel kan blive hans sidste album nogensinde.
Sådan lød det i hvert fald, da Cudi i sidste uge besøgte Apple Musics Zane Lowe til en snak om sit nye album. Her fortalte rapperen blandt andet, at albumformatet var begyndt at kede ham, og at han med ’Entergalactic’ overvejede at »lukke kapitlet om Kid Cudi«.
Fair nok. Manden har trods alt også beriget os med hele otte soloalbum (nogle fantastiske, andre ’Speedin’ Bullet 2 Heaven’), siden han for 14 år siden eksploderede ind på scenen med sit generationsdefinerende debut-mixtape ’A Kid Named Cudi’.
Det ændrer dog ikke på, at det ville være skideærgerligt, hvis Cudi vælger at trække stikket.
Vi krydser fingre for, at det ikke bliver tilfældet. Men lad os nu alligevel forsøge at betragte ’Entergalactic’ som den svanesang for Cudis karriere, som det potentielt kan vise sig at være.
Sonisk er vi ikke langt fra 2020-albummet ’Man on the Moon III’. Ligesom sin forgænger er ’Entergalactic’ produceret af Cudis mangeårige samarbejdspartner Dot Da Genius, som også her dyrker det drømmende, småpsykedeliske lydbillede, der efterhånden er blevet rapperens varemærke.
Rent featuremæssigt er der heller ikke meget nyt under solen. Gæsteversene fra 2 Chainz og Ty Dolla Sign er kærkomne, men ikke overraskende. Desuden har en hastelovgivning tilsyneladende gjort det ulovligt at udgive et nyt hiphopalbum uden mindst ét omkvæd sunget af Don Toliver, som selvfølgelig også dukker op her.
Men ingen spændende indie-crossovers a la Cudis tidligere samarbejder med blandt andre MGMT, Haim og Phoebe Bridgers. Desværre.
Tværtimod er det i lyrikken, at ’Entergalatic’ for alvor skiller sig ud. På Kid Cudis ottende album lyder han gladere end nogensinde før, og det skyldes ikke mindst det faktum, at han synes at have fundet kærligheden.
»She is all I’ve been wantin’, y’all / I can’t explain what I’m feelin’« lyder det eksempelvis på et nummer, der meget passende har fået titlen ’In Love’.
Cudi byggede en karriere på at bære hjertet udenpå tøjet og rappe om sit skrøbelige mentale helbred i en tid, hvor den slags ellers var uhørt. Nu lyder emorappens forfader nærmest lykkelig.
Dermed ikke sagt, at den selverklærede ensomme stoner har lagt sine gamle vaner på hylden.
»While I cough up this blunt, I sit back in the cut«, lyder de første linjer på nummeret ’Do What I Want’, der i øvrigt skydes i gang med en dybt sarkastisk imitation af ESPN-værten Stephen A. Smiths »stay off the weed«-catchphrase.
Men Cudi bruger ikke længere stofferne for at dulme angst og depression. Nu ryger han for nydelsens skyld.
Som det soundtrack, det nu engang er, kan man kun gisne om, hvor meget af ’Entergalactic’ der er autobiografisk. Men hvis det her album rent faktisk afspejler Cudis sindstilstand – og hvis det viser sig at blive hans sidste – føles narrativet på mange måder fuldendt.
Kort sagt:
Kid Cudi er i usædvanligt godt humør på det smaskforelskede ’Entergalactic’, der ifølge rapperen selv meget vel kan blive hans sidste album nogensinde. Er det tilfældet, ender historien om Kid Cudi lykkeligt.