‘S.O.S’, SZA’s længe ventede opfølger til debutalbummet ‘Ctrl’ fra 2017, er ude på fredag.
Annonceringen fandt sted under sangerens medvirken i weekendens udgave af ‘Saturday Night Live’, hvor SZA var ugens musikalske gæst.
Her optrådte hun blandt andet med singlen ‘Shirt’ og fremførte desuden et endnu ikke udgivet nummer ved navn ‘Blind’.
SZA nøjedes dog ikke med at spille egne numre.
Hun tog også del i en af aftenens sketches i form af en musikvideo, hvor sangeren erklærede sin uforbeholdne kærlighed til »store drenge«.
I sidste måned fortalte SZA, at hun stressede over at nå deadlinen for sit næste album, og at hun generelt har svært ved at balancere sit privatliv og musikken.
»Jeg kan bogstaveligt talt bryde ud i tårer og løbe gennem væggen hvert eneste øjeblik, det skal være. Jeg går i stykker«, lød det blandt andet.
SZA vandt tidligere i år en Grammy for Doja Cat-samarbejdet ‘Kiss Me More’, hvilket førte til et af årets mere mindeværdige Grammy-øjeblikke, da Doja Cat sad på toilettet, mens vinderne blev annonceret.
Efterfølgende viste det sig, at SZA var taget afsted til prisuddelingen med en brækket ankel.