På trods af, at Grammy Awards har været udsat for heftig kritik de seneste år, er det stadig et stort øjeblik for de fleste artister, hvis de rent faktisk vinder en af de grammofonformede statuetter. I sådan en situation er det selvfølgelig lidt uheldigt, hvis man er på krykker og har en kjole med langt slæb.
Heldigvis var der en hjælpende hånd til stede, da SZA skulle op og modtage en pris (Bedste Popduo-/gruppe-optræden) for sangen ‘Kiss Me More’, som hun har lavet sammen med Doja Cat. Da Lady Gaga så, at SZA kæmpede lidt med krykkerne, trådte hun således resolut til og hjalp med at bære prisvinderens slæb.
Det var et sjældent moment af rendyrket næstekærlighed til Grammy Awards – hvem sagde, at stjerner kun tænker på sig selv?
Billboard har i øvrigt fundet ud af, hvorfor SZA i det hele taget havde brug for krykker. »Det er meget sjovt, for jeg faldt ud af sengen, lige før jeg skulle gøre mig klar til i aften«, har sangeren udtalt.