Hvor går man hen, når man både har spillet i Parken og været på den største indendørsturné i dansk musikhistorie? Det bliver ikke større i Danmark.
Måske har The Minds of 99 stillet sig selv det eksistentielle spørgsmål, for de har netop annonceret to koncerter, der ikke forsøger at overgå de tidligere shows, når det kommer til størrelse. I stedet er det bandets mindste danske optrædener i meget lang tid.
The Minds of 99 tager på en skandinavisk turné til marts, der besøger fem byer i Norge og Sverige og slutter med to koncerter på Loppen i København.
Da kapaciteten på Loppen er 400 personer, betyder valget af spillested, at man skal være usædvanlig hurtig på tasterne, hvis man vil have fingrene i en billet. De er til salg nu via Ticketmaster.
Hvis man ikke lykkes med at få billet til koncerterne på Loppen, kan man jo overveje en tur til det svenske: Bandet spiller både i Malmø og Helsingborg som en del af turnéen.
De to Loppen-koncerter bliver i øvrigt ikke The Minds of 99’s eneste danske optrædener i 2023, da allerede også er annonceret til Heartland Festival.
The Minds of 99 – Skandinavisk Tour:
3. marts: Malmø, Moriskan
4. marts: Helsingborg, The Tivoli
8. marts: Oslo, Vulkan
9. marts: Bergen, Kulturhuset
11. marts: Stavanger, Folken
17. marts: København, Loppen
18. marts: København, Loppen