Det var et debutalbum, men den charmerende, livsbekræftende 70’er-pop på sidste års ‘Winning’ lød allerede som fænomenalt pophåndværk af international kaliber.
Derfor valgte Soundvenue også Eee Gees album som det bedste i 2022 og hyldede Emma Grankvist, kvinden bag, for at vise sit uperfekte selv, der i teksterne flakker mellem at føle sig uovervindelig og uduelig.
Så det bliver en intens og medrivende aften den 13. februar, når Eee Gee indtager foyeren i Operaen til den næste Crossover-koncert, der kobler hende sammen med Det Kongelige Kapel.
Den unikke koncertrække præsenteres af Soundvenue og Det Kongelige Teater og sætter fokus på mødet mellem den rytmiske og klassiske musik. Det sker igen, når Eee Gee alene teamer op med verdens ældste orkester og spiller omarrangerede versioner af udvalgte sange fra ‘Winning’, som blandes med klassiske værker fra Det Kgl. Kapels repertoire.
»Jeg føler, sangene fra mit debutalbum er kommet i top live-form i mit normale band-setup, så det er vildt spændende og udfordrende at ryste posen«, siger Emma Grankvist om sine forventninger til Crossover-koncerten.
»Det er også den store sangskrivningseksamen for mig at se, om sangene, jeg har skrevet, består i deres udtryk, efter de er blevet klippet op og hevet lidt i. Det stoler jeg heldigvis på, at materialet kan«.
»Så jeg glæder mig helt vildt til at have en anderledes og intim aften, hvor forhåbentlig både publikum og jeg selv går derfra med en unik og magisk oplevelse, hvor klassisk møder lidt pop/folk«.
Ved tidligere Crossover-koncerter har kapellet spillet sammen med Selma Judith, Fraads, Chinah, Søn og Dopha.
Omarrangeringen af Grankvists numre står komponisten Christian Balvig for. Han har lavet arrangementer til alle Crossover-koncerterne, ligesom han tidligere har lavet scores til flere DR-produktioner, som ‘Ulven kommer’ hvor han også lavede titelsangen sammen med When Saints Go Machine.
Soundvenue LIVE x Det Kongelige Teater præsenterer
Crossover: Eee Gee x Det Kgl. Kapel
13. februar, kl. 20
Operaens foyer
Billetterne er gratis (frigives den 13. januar, kl. 10)
Tilmeld på Facebook