10. Icekiid ‘Acceleration’
Efter i årevis at have teaset en slags kreativ genfødsel blev 2026 året, hvor Icekiid 2.0 endelig i trådte i karakter. Mere rastløs, mere eksperimenterende.
Aldrig lød han bedre end på ‘Acceleration’, førstesinglen til ep’en ‘Kaotisk kunst’, hvor han og produceren Marius Iversen tager os igennem alt fra rockguitarer til ‘Fe!n’-synths, inden det hele kulminerer i et uimodståeligt sample-hook, der – tro det eller lad være – faktisk er leveret af Icekiid selv.
9. Miaw ‘Sad Song’
Det er svært at finde denne sang på nettet uden at blive bombarderet med den frygtelige, virale TikTok-lyd af en trist AI-kat, der miaver melodien til Billie Eilishs ’What What I Made For’, men det er vigtigt, at man alligevel gør forsøget.
For ’Sad Song’ er en virkelig gribende sang, både skrøbelig og kraftfuld med sine krystalglasspinkle vokaler og muskuløse drum’n’bass-rytmer, der får sangen til at lyde som den smukkeste malstrøm.
Miaw fortæller, at sangen for dem er lyden af foråret. Men dens blanding af melankoli og håbefuldhed rammer lige hårdt på alle tider af året.
8. Annika ‘Livsforladt’
Hele Danmark kender – og elsker – efterhånden Annika for hendes selvudleverende sange, der i deres direkthed minder om dagsbogsnotater, men her træder hun i karakter som historiefortæller.
Endda en meget dramatisk en af slagsen. »Pas på en kvinde i vrede / Du’ død langt før, du ved af det«, lyder moralen i det grufulde hævneventyr, hvor den naturligt tilrøgede hæshed i Annikas stemme fremmaner den helt rigtige aura af drabelig femme fatale med en smøg i mundvigen.
I musikvideoen sidder Annika i røde veloursæder og ser ’Kill Bill’, men har man ikke 253 minutter til ’The Whole Bloody Affair’, er ’Livsforladt’ lige så spændende.
7. Lamin ‘Kemikalierne’
Lamin dyrker et væld af stilarter på surprise-albummet ’Wavy’, inklusive EsDeeKid-agtig jerk-rap på ’Highs & Lows’, men der er få herhjemme, der finder sig bedre til rette i et rage-inspireret univers.
Det gjaldt titelnummeret på ’Skyll’, og det gælder i den grad også ’Kemikalierne’, hvor opskriften krydres med en næsten Playboi Carti-agtig babystemme i omkvædet, der er lige så berusende som de miksturer, Lamin rapper om.
Ærgeligt, at han ikke turnerer over sommeren, for den her er lige til moshpitten.
6. Vilma Crow ‘Love Has No Age’
Det er ikke rart at befinde sig i det klaustrofobiske lydbillede, hvor guitarerne bare vokser og vokser i styrke, og hvor selv korvokalerne lyder creepy, mens det danske singer/songwriter-talent i gåsehudsfremkaldende detaljegrad synger om at blive groomet som 16-årig af en ældre mand.
Men det betyder bare, at ‘Love Has No Age’ virker efter hensigten. »Det er meningen, at sangen skal være ubehagelig at høre«, har Vilma Crow således udtalt til Soundvenue. Mission accomplished.
5. Milo feat. Sira Jovina ‘Det ku jeg ik se’
Hvis man skal tro den lavine af breakup-duetter, der har ramt dansk musik i år, kan ingen få deres kærlighedsrelationer til at fungere i øjeblikket. Dog er der næppe nogen, der kan måle sig med Milo og Sira Jovina, når det kommer til at lyde ualmindeligt dysfunktionelle sammen.
»Vores forhold føles som et 9 til 5«, lyder det i omkvædet, og indimellem mundhugges de med så megen bitterhed, at man næsten bliver pinligt berørt. Alle har dem i deres omgangskreds: Parret, man ikke kan drikke mere en halv øl med, før de begynder at skændes.
Irriterende, men når det lyder så godt som her, accepterer man det.
4. Helena Gao ‘Lao Shi’
For en sang, der handler om at lave alt muligt andet end at sove i sin seng, lyder ’Lao Shi’ utroligt meget som en drøm.
Synthesizerne popper som bobleplast og kaster et skær over sangen, der er lige så kunstigt og overstadigt som solen i ‘Teletubbies’, mens Helena Gao skifter fra en hundefløjtelignende falset til en rap, der overfladisk set lyder nærmest nuttet.
Men bag den sødmefulde, uvirkelige facade (og kinesiske sprogbarriere) gemmer begæret og mørket sig. Det er twistet, sjovt og dragende. Helena Gao var en af hovedarkitekterne bag Zara Larssons ’Midnight Sun’, men hun har heldigvis gemt sin skæveste (og største) banger til sig selv.
3. Artigeardit ‘Louisiana’
Vi har allerede rundet Marius Iversen én gang på denne liste, og det er helt fortjent, at produceren også finder vej til top-3. Lige nu er det tilsyneladende ham, rapperne går til, når de vil prøve noget nyt.
Artigeardit har ganske altid været en kunstner, der nægter at stå stille, men ‘Louisiana’ kom alligevel som lidt af en overraskelse. På det tematiske plan er vi ikke langt fra ‘Seaside’s betændte parforholdsdrama, men rent musikalsk er førstesinglen til ‘Den lange vej’ en helt anden størrelse.
Hvad er det her egentlig? Cph+-scenen spøger uden tvivl i sangens kølige minimalisme, men de undersøiske, ‘Super Mario 64’-agtige synths i omkvædet leder også tankerne mod hedengangne Fraads.
Ardit og Iversen holder os på tæerne. Det er det, der gør det så spændende.
2. Lea Romea feat. Mas ‘Slip slip’
En kandidat til den bedste repliklæsning af noget ord i år må være Lea Romeas udtale af »forvirret« i den her sang.
»Jeg er forvirret«, gentager hun over amapiano-klingende rytmer og et hakkende, stønnende vokal-loop. Musikken flimrer som stroboskoplysene på en natklub, men Lea Romeas indlevelse og subtilt afvekslende intonation fortæller os, at vi ikke skal ud på dansegulvet. Hun behøver ikke at forklare: Man kan høre på hende, at der er noget alvorligt på færde.
På den måde er hendes store force den samme som Mas’, hvorfor det giver så perfekt mening at høre dem sammen her. Ligesom hende excellerer han i en lavmælt følsomhed, der aldrig overfortæller og derfor rammer så meget hårdere.
»Brug mit hjerte som et fixerum«, tilbyder han i en genial bar, som ingen andre kunne have leveret med samme naturlighed. Dramatisk? Nej, det er vist bare sådan, han taler.
1. Eee Gee ‘I Hear a String Quartet Playing Everywhere I Go’
I en verden, der ofte kan føles kedelig og affortryllet, gemmer der sig en vigtig lektie i den episke førstesingle fra Eee Gees seneste album, ’Eeelluminagee’.
At høre en strygekvartet, hvor end man går hen, er både at tillade sig selv at føre sig frem som verdens hovedperson med sit helt eget ledemotiv, men også at se verden som magisk og eventyrlig.
»I don’t need the encouragement of a man / To be a perfect Nara Smith in the kitchen all day / With greens from the garden I watered with precision / Look how they sway in the wind like a Shakespearean play«, synger hun. Hun kigger på sin køkkenhave og ser et drama af shakespearske dimensioner, hun følger tradwife-influenceren Nara Smith og ser en mytisk, arketypisk skikkelse.
Det er sjældent og dybt misundelsesværdigt at kunne se sådan på verden, men med Eee Gee i ørene kan man komme en smule tættere på.