Beyoncé burde have vundet en Grammy for Årets Album, mener Jay-Z

Beyoncé burde have vundet en Grammy for Årets Album, mener Jay-Z
Jay-Z. (Foto: Kevork Djansezian/Getty Images)

Jay-Z giver sjældent interviews, men i forbindelse med årets Grammy Awards, som løb af stablen natten til mandag, har rapperen alligevel fået munden på gled.

I et nyt interview med Tidal forklarer Jay, hvorfor han mener, at hustruen Beyoncés ‘Renaissance’-album fortjente prisen for Årets Album, der i stedet tilfaldt Harry Styles for ‘Harry’s House’.

»Se, hvad det (‘Renaissance’, red.) har gjort ved kulturen. Se, hvordan verdens energi har bevæget sig«, lyder det blandt andet fra rapperen.

»De spiller hele hendes album på klubben. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har set noget lignende. Hele albummet – altså, det hele?! Hvert remix er fantastisk. Alle er inspirerede. Det har inspireret verden«.

Jay-Z sammenligner ‘Renaissance’ med en af sine egne albumklassikere, ‘The Black Album’ fra 2003, som han mener havde samme indflydelse som hustruens klubalbum.

»Det er nødt til at være årets album. Det er det nødt til«, siger han.

Det er ikke første gang, at stjerner har udtrykt utilfredshed, når Beyoncé er blevet forbigået ved prisuddelinger.

Ved Grammy Awards 2017, da Adele vandt samme pris for albummet ’25’ foran Beyoncés ‘Lemonade’, brugte Adele eksempelvis det meste af sin takketale på at hylde konkurrenten.

Selvom Beyoncé ganske vist ikke vandt nogen af aftenens hovedpriser, markerede årets Grammy Awards alligevel en milepæl for popstjernen, da hun nu er den artist, der har modtaget flest Grammy-statuetter nogensinde.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af