Endnu en gang viser TikTok sin skræmmende store indflydelse. For den toneangivende platform har netop bidraget til, at The Weeknds seks år gamle sang ‘Die For You’ har ramt førstepladsen på Billboard-hitlisten.
Siden begyndelsen af 2023 har ‘Die For You’ fået fornyet medvind på TikTok, og stille og roligt banet sig vej til sjettepladsen på den amerikanske hitliste. Det var den canadiske stjerne ikke sen til at udnytte.
The Weeknd fik hurtigt stablet et nyt remix af ‘Die For You’ med Ariana Grande på benene. Hvilket har givet sangen det sidste skub helt op på toppen af den amerikanske hitliste.
‘Die For You’ er både The Weekend og Ariana Grandes syvende førsteplads på charten, inklusive deres tidligere remix-samarbejde på ‘Save Your Tears’.
Hvis du ikke lige kan huske ‘Die For You’ – eller er faldet over den på TikTok – kan vi oplyse, at den er at finde på albummet ‘Starboy’ fra 2016.