The Weeknd: ’Starboy’ stranguleres i sin egen forkromede redundans
’Starboy’ er ikke blot navnet på The Weeknds nye album, men eftersigende også Abel Tesfayes seneste persona som hidtidig kulmination på hans hovedspring ud i verdensomspændende stjerneherredømme. En ny persona varsler som oftest noget underliggende nyt, noget begivenhedsrigt. Hvilke kovendinger foretages der så på dette kapitel siden sidste års ’Beauty Behind the Madness’? Beklageligvis ikke de helt store.
The Weeknd har aldrig været større. Stjernelivet på berømthedens knivsæg er en tilværelse, hvor stoffer, sex og penge (oftest i netop dén rækkefølge) jongleres forholdsvis sneblindt, men alligevel sikkert i en uhellig treenighed, mørkemesteren Tesfaye kalder for sit blodskudte metier. Med andre ord er det en syndens eksistens, som efterhånden er blevet grå hverdag for den gode Abel, og det mærkes.
Det er naturligvis ikke en forbrydelse at synge om de tvistepunkter, der forekommer en tættest, men efter fem år med den samme udmattende sex, drugs and rock’n’roll-trummerum føler man, at den følelsesløse canadiers forfrosne sangtekster har brug for et skvæt inspirationsfluidum på ’Starboy’.
Albummet indledes ellers lovende. På titelnummeret og ’Party Monster’ introduceres hvad man må formode er den grynede, neonbelyste delinkvent fra albumcoveret. Især sidstnævnte betager med desorienteret ’Blade Runner’-produktion, der leder tankerne hen på en apokalyptisk futurismefest. ’Party Monster’ inaugurerer dog ingen lyriske åbenbaringer, for det er stadig den samme gamle Abel, man er i audiens hos, men i det mindste foregår det i et lydlandskab, man ikke har hørt ham søge græsgange i før (fuldstændig ligesom på ’False Alarm’, der dog er et mislykket eksperiment).
Desværre kan det samme ikke just forlydes om resten af materialet. Nok er det en anderledes Abel, man hører på sange som den Disclosure-luftige ’Rockin’’ og Chromeo-plagiatet ’A Lonely Night’ – begge i øvrigt tilforladelige popbidder – men det er ikke som sådan en ny Abel. Tekstuniverset formår nemlig kun ganske sjældent at se ud over sin egen coke-blæste næsetip.
Det er i grunden vanvittig ærgerligt, når sange som ’Secrets’ og ’Reminder’ er reminiscenser af, hvad The Weeknd er i stand til at udrette med sin musik, når det spiller på alle cylindre. Usikkerheden over sin udkårnes seksuelle hemmeligheder blotter han på ’Secrets’ over robotsynth og klassisk 80’er-guitar, mens ’Reminder’ pirker til den fordømte ikonstatus, som han forsøger at fralægge sig. Begge numre er velbevandrede tiltag, der vil noget mere end bare at begå sig i det træge kokainterræn af uinspireret lyrisme, som McLaren-autopiloten kører på i størstedelen af forløbet.
Albummets zenit viser sig til gengæld at være ’True Colors’, hvor tempoet går på vågeblus og kommer til bunds i det kærlighedstema, som han tilsyneladende har svært ved at forholde sig andet end dybt letargisk til. »Paint me a picture with your true colors« har aldrig lydt mere oprigtigt og hjertefølt, end når det jamres på omkvædet uden antydningen af vokalfejltrin. Den hykleriske diskrepans mellem at være jaloux og selv have delt seng med et utal af hunkøn er her rettere en lavfrekvent styrke end en svaghed.
Hvor resten af denne klædeligt paranoide side af The Weeknd befinder sig på det øvrige materiale, er et spørgsmål, man kan bruge et utal af gennemlytninger på at lede efter. De indfølte bekendelser er desværre et flygtigt bekendtskab, da størstedelen af ’Starboy’ garrotteres i sin egen forkromede æstetik. På ydersiden forekommer den nok så flot, men den gemmer ikke på noget som helst andet end den evindeligt poppede narko- og sexeskapisme, som The Weeknd til hudløshed forsøger at stopfodre lytteren med på eksempelvis ’Attention’, ’Ordinary Life’ og ’Nothing Without You’. Det skal nok slå an for de mest indædte XO-fans, men horisonten udvides ikke mærkbart.
Der lides et alvorligt kunstnerknæk på albummets afsluttende halvdel. De sidste seks-syv skæringer lyder som forsuttede ’Beauty Behind the Madness’-bolsjer med undtagelse af den Daft Punk-assisterede outro, ’I Feel It Coming’. Og så er 70 minutter strakt over 18 numre altså et ubehagelig langt ophold at hamre en redundant pointe hjem på, gudsbenådet sangtalent eller ej.
Kort fortalt:
Nok er ’Starboy’ navnet på The Weeknds nye persona, men der ikke meget nyt at hente på Abel Tesfayes nye kapitel. Langt størstedelen af numrene kvæler tekstmæssigt sig selv af bar sex, drugs and rock’n’roll-gentagelse, og med en oppustet størrelse på 18 numre, der hovedsageligt kører på autopilot over næsten 70 minutter, er ’Starboy’ generelt en idéforladt affære.
Quiz: Sex, penge, biler eller stoffer – gæt, hvad The Weeknd synger om