Årets NorthSide-skuffelse: Anderson .Paak spildte næsten halvdelen af sin NxWorries-koncert på verdens kedeligste dj-sæt

Årets NorthSide-skuffelse: Anderson .Paak spildte næsten halvdelen af sin NxWorries-koncert på verdens kedeligste dj-sæt
NxWorries på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Anderson .Paak er populær her til lands for sit store tandpastasmil, sin charmerende stemme og ikke mindst sine genialt gode koncerter med det fremragende liveband The Free Nationals. Men han er også en del af neosoul-duoen NxWorries, som han deler med den begavede og hyperproduktive producer Knxwledge.

Denne konstellation gæstede 2023-udgaven af NorthSide som det nok mest imødesete internationale navn lørdag aften. Det var spændende. En af vor tids dygtigste performere skulle nu optræde uden band – endda uden sit ikoniske trommesæt – og her skulle .Paak bevise, at han også kan charmere sig ind på Danmark i et mere simpelt setup.

Han havde givet sig selv et yderligere benspænd: Kun NxWorries-sange. Det havde ellers sikkert vakt stor begejstring, hvis vi fik store hits fra solokarrieren, eller endda Silk Sonic, med Knxwledge-instrumentation.

Men hey, i det mindste annoncerede han (modsat visse andre) dette benspænd fra scenen, og endda ganske tidligt i koncerten. Så kunne alle, der var kommet for at høre ‘Am I Wrong?’, forlade koncerten.

NxWorries på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Men mange flere forlod pladsen med tiden, og en del af årsagen var de evindeligt lange dj-sektioner, hvor .Paak lod Knxwledge være alene på scenen.

Alene på papiret er setuppet tåbeligt: .Paak skal holde sig fra sit solomateriale, men Knxwledge skal være solo i sammenlagt 30 minutter af den 75 minutter lange koncert?

Hvis Knxwledge så bare havde været en formidabel live-dj, ville det nok ikke have gjort det store. Men uden .Paak ved sin side var han hverken i stand til at holde stemningen ved lige eller bevare publikums opmærksomhed.

Han kommunikerede nærmest ikke med publikum. Han spurgte bare et par gange, om lydniveauet var højt nok, og brokkede sig til lydteknikeren. Og så spurgte han, om teknikken virkede, og om vi kunne se videoshowet på hans storskærm.

Han kunne tydeligvis se på publikum, at der var et eller andet, der ikke fungerede – og han valgte at bebrejde alle andre end sig selv.

NxWorries på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

For Gud, hvor var de dj-sekvenser udmattende. Har du nogensinde ønsket dig at opleve Lil’ Kim og Lil Ceases ‘Crush on You’ med alt for tykke synths og spandevis af reverb? Well, too bad, for den slags var du tvunget til at sidde igennem, hvis du ville have den storsmilende charmetrold tilbage på scenen.

Jeg gentager: .Paak var væk fra scenen i to gange ét kvarter. Næsten halvdelen af koncerten blev spildt på det her.

Bevares, når han endelig var der, var .Paak skam charmerende og underholdende. Især i starten. Og hans vokal var langt hen ad vejen stærk og gennemtrængende. Men hans vandren frem og tilbage på scenen, mens han kom med diverse lumre bemærkninger, tabte altså lidt gnisten, når han ikke havde livemusikere at falde tilbage på.

»Hvad med nogle dansere? Det måtte da kunne skabe lidt tiltrængt variation«, tænker den vante Anderson .Paak-koncertgænger måske med tanker tilbage på, da han i 2018 havde danske dansere med på Roskilde Festivals Arena-scene.

På NorthSide havde de forsøgt noget lignende, men i stedet for at opsøge erfarne dansere, havde de bare søgt rundt på festivalpladsen for at finde i omegnen af tredive unge kvinder, der havde lyst til at udveksle sensuelle dansemoves med .Paak.

Både ‘Link Up’ og ‘Droogs’ blev brugt spildt på det, og mens .Paak hyggede sig med kvinderne på scenen, forsømte han totalt publikum, og hans vokaloptræden blev uvant sløset.

NxWorries på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Der var nogle få øjeblikke, hvor Knxwledges forståelse for spicy harmonier og tætpakkede synths gik smukt i spænd med .Paaks evner som hiphops store charmetrold. Men selv her var det som at slå plat eller krone, om bassen mon ville drukne vokalen, så lyrikken ikke trængte ordentligt igennem.

End ikke The Strokes’ historiske nedsmeltning på sidste års Roskilde Festival spildte min tid så meget, som NxWorries gjorde på NorthSide.


Kort sagt:
NxWorries var årets store NorthSide-skuffelse. Anderson .Paaks charme og kådhed tillagt en håndfuld vellydende øjeblikke var ikke nok til at overskygge, hvor meget af publikums tid, der rent ud sagt blev spildt.

Anderson .Paak. Koncert. NorthSide, Astra.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af