NorthSide: Hans Philip gav den rigtige koncert på det helt forkerte tidspunkt
Timingen kunne ikke være mere gal for Hans Philips NorthSide-koncert.
Først og fremmest skulle han gå på scenen kl. 22.00 og havde fem kvarter at spille i. Havde det været med Ukendt Kunstner, havde det sikkert været en fremragende spilletid, men solo er hans katalog altså for blidt og stilfærdigt til at gå rent ind hos et feststemt festivalpublikum.
Særligt de to sidste numre, de sparsomt akkompagnerede ‘Juno 18’ og ‘Tilbage’, blev ilde modtaget. Publikum plaprede løs – selv oppe foran, hvor jeg ellers var omgivet af dedikerede Hans Philip-fans, der sagtens kunne synge med på hver eneste strofe. Det var bare slet ikke det rette tidspunkt til minimalistiske klaverballader.
Men timingen var også uheldig i forhold til, hvor Hans Philip er i sin karriere lige nu. Ukendt Kunstner er som bekendt lige blevet gendannet, og Hans Philips NorthSide-show blev annonceret kort tid efter denne gendannelse, idet han skulle erstatte det sene afbud Sam Fender.
Jeg tror, alle var med på, at showet primært ville stå i solokarrierens tegn. Men der var også mange, der klart håbede på lidt Ukendt-krymmel. Bare en sang eller to – og måske en gæsteoptræden fra Jens Ole McCoy?
Hans Philip kunne dårligt snakke om sin seneste (solo)plade, uden at folk omkring mig højlydt antog, at han måtte referere til ‘Dansktop’. Han kunne ikke sige ordet »vi« om ham og livemusikerne, uden at folk trippede efter, om Jens Ole mon blev hevet ind fra siden.
Det gjorde det ikke bedre, at Hans Philip et par gange i starten af koncerten sagde »vi er tilbage«, hvilket lød som en eksplicit hentydning til Ukendt-comebacket, før han understregede, at det var, fordi han og bandet jo også var på NorthSide sidste år.
Rigtig meget kunne være undgået, hvis han havde spillet et par timer tidligere og direkte havde sagt til publikum: »Der kommer ikke til at være nogen Ukendt Kunstner-sange«. For hvis vi kun skal dømme koncerten på Hans Philips egen præstation, var den altså rigtig god.
Han osede af charme, mens han fyrede sine små Drake-lignende dansetrin af, og han har kun fået flere af dem, siden jeg påtalte dem for et par måneder siden. De mest febrilske stykker af ‘Et studie i overtænkning’ havde endda lidt David Byrne over sig, og den slags maniske energi klædte nummeret pragtfuldt.
Som vokalist var han altid medrivende. Under ømme kærlighedssange som ‘Årstider’ var det vidunderligt at tage og føle på teksturen af hans stemme, og hans efterhånden vante legen med flowet på ‘Dagdrøm [1]’ var endnu engang fængslende. Linjen »Sikke en skam« fra ‘Rose’ fik også noget gritty rockstjernepower, som jeg ikke anede, at Hans Philips sungne vokal besad.
Og jeg skal ikke være for hård mod publikum her. Dels var mange af deres frustrationer egentlig berettigede, og dels var de faktisk på Hans Philips side det meste af vejen.
Hans Philip erklærede tidligt, at der var én regel til hans koncerter: Hvis man kendte sangen, skulle man synge med. Og det gjorde folk skam. Han inviterede os senere til at danse, og det gjorde folk også glædeligt, gerne med armene om kærester eller nære venner.
Som tiden går efter gendannelsen af Ukendt Kunstner, må vi nok vænne os til, at Hans Philips solokoncerter og Ukendt-koncerterne er vidt forskellige oplevelser, der ikke rigtig anerkender hinandens eksistens.
Men dette første soloshow med ‘Dansktop’ i ryggen led desværre af en manglende forventningsafstemning mellem kunstner og publikum. Også selvom koncerten ellers var vellykket på sine egne præmisser.
Kort sagt:
Hans Philips første solokoncert efter gendannelsen af Ukendt Kunstner led under en manglende forventningsafstemning mellem kunstner og publikum, som tydeligvis håbede på lidt Ukendt-krymmel. Trods disse hindringer leverede Hans Philip dog en vellykket koncert, der bød på både charmerende dansetrin, fængslende vokal og god stemning.