Anderson .Paak groovede sig ind i alles hjerter til Roskilde Festivals sidste fest

Lukkekoncerten på Arena er oftest noget helt særligt. De fleste har endelig givet efter for trætheden og vendt snuden hjemad, men der er altid en hård kerne, der bliver til den bitre ende for at vride de allersidste dråber ud af musikoplevelsen. Og for de gæster, der blev og overværede Anderson .Paak & the Free Nationals’ soulede flødefest lørdag nat, var dråberne gyldne.

Den sene nattekoncert kræver en enorm mængde energi, og derfor gjorde .Paak klogt i at starte settet ud med en perlerække af sine største bangers, hvorefter han derfra kunne samle det svedende publikum op med et sexdryppende groove-univers uden lige.

Han lagde benhårdt ud med hittet ‘Come Down’, der antændte teltet med fænomenale dansemoves. ‘Glowed Up’ fortsatte med at hælde sprit på bålet inden den store ‘Bubblin’-eksplosion, hvor energien var lige så løssluppen som forventet, og hvor .Paak med en sikker og krystalklar vokal cementerede, at han virkelig kan rappe.

Herefter gik koncerten over i en lækkert dansende soulfest med den disco-feberramte ‘Am I Wrong’ og den frække ‘Room In Here’, der med et udvidet reggae-groove understregede, hvorfor The Free Nationals-bandet er inkluderet i kunstnernavnet. For nok er Brandon Paak Anderson den ubestridte frontfigur, men det eminente og altid smagfulde underlæg ville have været umuligt uden bandet, der gennem instrumentalsoloer også fik lov til at fremvise deres dygtighed individuelt – mest fængende på den legende keyboardsolo, der gik fra klassisk og jazzet klaverlir til et tungt ‘Ni**as In Paris’-beat og videre over i vocoder-genialiteter over Ginuwines ‘Pony’.

Men rytmemonsteret Paak er bandets grundpille, og med fantastiske trommesoloer og en grundrytme fra en anden verden snoede han publikum om sine trommestikker og sørgede for konstant udvikling i dynamikken. På den ellers helt afdæmpede ‘The Season/Carry Me’ byggede han op til koncertens eneste moshpit, og på ‘Luh You’ skabte han i flere omgange en gigantisk hoppefest, der endegyldigt hev den sidste energi ud af de trætte festivalben.

Og så var Anderson .Paak en charmør i verdensklasse med stripperstangsbevægelser opad mikrofonstativet, en kæk attitude mellem numrene og ikke mindst et smil, der spændte fra den ene ende af scenen til den anden og oplyste Arena-teltet.

Man kunne måske have forventet, at et af de helt store hits ville blive gemt til en sidste krampetrækning som ekstranummer. Men med de trætte ben var den blide ‘The Dreamer’ en virkelig rar måde at slutte koncerten af på, og det endnu evindelige groove gjorde publikum klar til langsomt at two-step’e hele vejen hjem efter en helt særlig koncert på en helt særlig festival.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2019

Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser

Læs også: Roskilde-højdepunkter: 13 øjeblikke, der har brændt sig fast i hukommelsen