Roskilde-højdepunkter: 13 øjeblikke, der har brændt sig fast i hukommelsen

Nå, det var det... En uge med Roskilde Festival er forbi, og nu er det kun minderne (og Instagram-billederne), der står tilbage. Det er minder om Orange Feeling, støvstorme og kolde fadøl i en varm tid, men først og fremmest er det minder fra årets koncerter. Vi har samlet 13 magiske musikøjeblikke fra årets Roskilde Festival, som vi ikke glemmer lige foreløbigt.
Roskilde-højdepunkter: 13 øjeblikke, der har brændt sig fast i hukommelsen
Under Bruno Mars på Orange. (Foto: Sophus Wolf/Soundvenue)
Charlotte Gainsbourg på Roskilde Festival. (Foto: Oliver Klitgård Larsen/Soundvenue)

1. Charlotte Gainsbourg spillede Kanye West

Den stod på sofistikeret fransk popkoncert, da Charlotte Gainsbourg gik på Avalon-scenen umiddelbart efter Eminem var færdig med at underholde 100.000 publikummer foran Orange Scene.

Men foruden at gå på eventyr i materialet fra sidste års fremragende ‘Rest’-album kastede den franske sangerinde sig også ud i et overraskende cover af Kanye Wests ‘Runaway’. Et vovet valg, men det fungerede i Gainsbourgs intime og æstetiske ramme – komplet med Kanye-tekster leveret med tyk, fransk accent.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


Jokeren og Benjamin fra Benal på Arena (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

2. Benals vilde gæsteparade

Det hele startede med et besøg fra gode gamle Jokeren, og herfra var Benal-koncerten på Arena spændt op til lir. Rapper Benjamin Hav var ekstremt tændt (»én til!«), og hertil havde duoen sørget for en ret sindssyg parade af gæster og venner, der kom på scenen i løbet af koncerten.

Marie Key, Burhan G og Phlake-sanger Mads Bo var forbi for at synge omkvæd, Katinka og Niels Brandt var også på scenen til ‘Sprog’ og ‘Uh Babe’, mens Suspekts Orgi-E og Bai-D sparkede stemningen op under ‘Fri’.

Sikke et show.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


Stormzy på Roskilde Festival. (Foto: Oliver Klitgård Larsen/Soundvenue)

3. Stormzy var en moshpit-gud

Stormzy-koncerten i 2016 har indskrevet sig i Roskilde-historiebøgerne som en moshpit-fest, Apollo-scenen aldrig har set mage til før eller siden. Kunne den britiske rapper overgå sig selv?

Svaret blafrer lidt i vinden, men sikkert var det, at Stormzy styrede publikum foran Arena-scenen som en dominerende moshpit-gud, der skabte cirkel på cirkel med de magiske ord i kampråbet »energy gang«.

Det var vildt at overvære, intet mindre.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


Saveus på Roskilde Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

4. Saveus’ Orange-forløsning

Det er en ære at åbne Orange Scene, men samtidig nervepirrende som bare fanden og angstprovokerende af helvede til. Og med Martin Hedegaards perfektionisme ved man, at han har lagt ekstremt meget i denne her koncert.

Derfor var det befriende og besættende at se ham og resten af Saveus levere et show af Queen’ske dimensioner – Hedegaard sang Orange Scene i knæ og sluttede retmæssigt magtdemonstrationen af med crowdsurfing og bar mave.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


Jada på Roskilde Festival. (Foto: Oliver Klitgård Larsen/Soundvenue)

5. Årets første Roskilde-koncert viste dansk pops fremtid

Det føles næsten som et år siden, men søndag for en uge siden spillede Jada den første koncert overhovedet på årets Roskilde Festival, da hun kl. 14.00 stod klar på Countdown-scenen med band og tre synkrondansende korpiger.

Og det var en start på vækstlagsprogrammet, som ikke blev overgået de kommende dage. Med cowboyhatten på plads viste Jada nemlig, at hendes vokal er den mest lovende på den danske popscene lige nu. Og så var Roskilde ligesom i gang.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


Anderson .Paak på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

6. Anderson .Paaks fuldfede lukkefest

Lukkefesten på Arena er noget helt specielt: En kombination af usandsynlighed træthed og en ustoppelig eufori, der har svært ved at lægge sig efter syv dages festival.

Denne her lukkefest skal levere noget ekstraordinært, ellers går publikum simpelthen hjem – fra festivalen vel at mærke.

Ordet ‘ekstraordinær’ er dog tatoveret i panden på Anderson .Paak, og efter at have leveret en komplet genial koncert i 2016 gjorde han det såmænd bare igen. Det er svært ikke at elske den mand.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


Bruno Mars på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

7. Bruno Mars hældte fløde ud over Orange Scene

Fra én funkfætter til en anden, for et par dage inden .Paaks Arena-opvisning inviterede Bruno Mars til en overdådig popfest på Orange.

Med Mø i 2016 og The Weeknd i 2017 behøver man vist ikke længere pointere, at popmusikken fungerer særdeles glimrende på Orange Scene, hvis det gøres rigtigt, og Mars satte ikke en fod forkert torsdag aften på festivalens største scene.

Sjældent har der været meget fyrværkeri over Orange Scene, men med sådan en funkraket på scenen gav det mere end god mening.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


David Byrne på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

8. David Byrne udfordrede koncertformatet

David Byrnes Arena-koncert startede med legenden siddende ved et bord med en hjerne i hænderne. Så kom hans musikere på scenen – alle ulasteligt klædt i skræddersyede jakkesæt og med instrumenterne implementeret som mobile værktøjer.

Den konceptuelle koreografi var indstuderet ned til mindste detalje, men det føltes samtidig organisk, og ved koncertens slutning stod det klart, at Byrne havde udfordret det konventionelle koncertformat på sine helt egne, unikke præmisser og var sluppet mere end helskindet fra det.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


Eminem på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

9. Eminem chokede ikke foran årets største crowd

Eminem på Orange Scene. Årets med længder mest omtalte og mest besøgte koncert – har du nogensinde set så mange mennesker foran Orange Scene? Vi tvivler seriøst på, at menneskemængden til en Roskilde-koncert nogensinde har været større, end da Marshall Mathers endelig skulle give sin første koncert i Danmark.

Mange glædede sig, andre havde afskrevet den 45-årige rapper, men Eminems koncert var en storslået triumf. I stor grad fordi, at han formåede at reproducere ungdommens fandenivoldske energi. Det var ikke rutine – Eminem ville vise sig. Og det gjorde han så. Og gjorde alle tvivlere til skamme undervejs.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


Sampha på Roskilde Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

10. Sampha ville – overraskende nok – holde en fest

Sampha kunne have givet en intim koncertoplevelse ud over det sædvanlige ved udelukkende at hellige sig klaver og vokal, men det var briten slet ikke interesseret i.

Bevares, klokken var også kl. 23.00 fredag aften, men det var alligevel overraskende, at manden med den følsomme stemme fokuserede så hårdt på at holde en klubfest i Avalon-teltet. Overraskende, men ikke desto mindre succesfuldt.

»Feel free to move around a bit more«, sagde han fra scenen. Og det gjorde publikum så.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


John Maus på Roskilde Festival. (Foto: Bo Källberg/Soundvenue)

11. John Maus’ galemandsdiskotek

John Maus gav alt, da han serverede sin mareridts-cabaret i en blanding af postpunk, minimal wave og tyk 80’er-avantgardistisk synthpop.

Der var ikke en eneste dråbe af sved, blod eller tårer tilbage, da han forlod Pavilion-scenen, og penduleringen mellem gal og genial blev kompromisløst indkapslet af amerikanerens aggressive headbanging og en performance, der mindende om en desperat boksekamp mod usynlige dæmoner.

En koncert man gik helt forpustet fra.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


The Minds of 99 på Roskilde Festival. (Foto: Thomas Rasmussen/Soundvenue)

12. Ud af kroppen med The Minds of 99

The Minds of 99 gav et brag af en Orange-koncert – en mere end værdig efterfølger til deres åbning af selvsamme scene i 2015.

Højdepunkterne var mange, men det var nu ret specielt, at Niels Brandt og kumpanerne åbnede med ‘Ud af min krop’. For det kom man. En majestætisk stemningssætter for en overlegen koncert fra Danmarks pt. største rockband.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.


Gorillaz på Roskilde Festival. (Foto: Kasper Månsson/Soundvenue)

13. Damon Albarn sejrede (igen) – trods drama

Damon Albarn og Roskilde er gode venner. Han har leveret legendariske koncerter – både solo og med Africa Express – men lørdag aften var han tilbage på Orange Scene med Gorillaz for at levere årets sidste koncert på festivalens største scene.

Rapperen Del the Funky Homosapiens fald fra scenekanten var en dramatisk og uhyggelig afslutning (han har det heldigvis fint), men inden da havde Albarn endnu engang vist, hvorfor han er Roskilde Festivals foretrukne gavtyv.

Den rutinerede brite styrede showet med hård, sikker hånd og en nærmest frådende determination – kampklar, fuld af energi og med en uomtvistelig stor kærlighed til lige netop denne aften, denne scene, denne festival.

Læs vores anmeldelse af koncerten HER.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival

Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2019

Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser

Læs også: Roskilde Festival: Årets absolut bedste koncertbilleder

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af