The Weeknd på Roskilde Festival: Stramt styret popdominans

Skal vi ikke lukke snakken om, at Roskilde er en rockfestival? For med sit effektivt eksekverede tusmørkeshow onsdag aften satte The Weeknd en fed, sortrandet streg under, at man sagtens kan banke en gedigen og bredtfavnende popfest op på Orange Scene uden elspade og læderrem.

Ikke at vi blev snydt for guitar, den var bare kun en del af en disciplineret backing-trio med trommer og synths, som gjorde en dyd ud af at understøtte Abel Tesfayes skarpe og smidige vokal. Skarp var også den visuelle del af showet, der bestod af hidsige fluorescerende visuals på to gigantiske LED-skærme.

Fra starten af sin karriere har The Weeknds musik rummet en dyster og depraveret understrøm, som han uden problemer overførte til arenaformatet. Så stod han der diabolsk smilende, mens han sang om kokain-skørlevned og endeløse engangsknald, som en skælmskt blinkende nihilist, der udførte popdominans med stramme tøjler på publikum, iført bomberjakke og nypudsede sneaks.

Han lagde fra land med let tråd på titelnummeret fra sidste års ’Starboy’ og fyrede i forbifarten også lige en mindre hær af fyrværkerifontæner af. Så var vi ligesom i gang. Den blev fulgt op af yderligere tre numre – ’Party Monster’, ’Reminder’ og ’Six Feet Under’ – fra samme album. Senere en lille ’Beauty Behind the Madness’-afdeling med ’Often’, ’Acquainted’ og en nedbarberet udgave af ’Tell Your Friends’, hvor kompositionen blev trukket ud, så dens ulmende glød fik lov at blive hængende i aftenluften længe via Tesfayes kølige fraseringer. Inden de mest hårdnakkede fans fik stillet sulten med ’Wicked Games’ fra mixtape-debuten ’House of Balloons’.

Indtil da havde det været et gedigent show med en god balance mellem tung trap-inspiration, mørkt malende r’n’b og glinsende synth-krom, men i koncertens sidste del detonerede Tesfaye den helt store popbombe.

’Earned It’ var det swingende anslag, der fik publikum i stødet, hvorefter de dybe hug blev sat ind med ’In the Night’, der hensatte pladsen i 80’er-poppede spasmer, ’Rockin’’, hvis housepoppede drive skabte klubfornemmelse under åben himmel, og ’Secrets’s dumpe discodrøn i mellemgulvet. Og var euforien ikke allerede fuldbyrdet, så blev den det med gigahittene ’Can’t Feel My Face’ og ’I Feel It Coming’, hvor Tesfaye næsten kunne nøjes med at dirigere den højlydte publikumsskare.

Fællesskabsfølelse og fællesoplevelser er essentielle for Roskilde Festival generelt og Orange Scene i særdeleshed. Det engagement og den begejstring, The Weeknd blev overøst med, vidner om, at den ikke er afhængig af meterhøje Marshall-højtalere og dundrende riffomania. Engang var Roskilde en rockfestival, nu er den noget andet. Det kan man begræde eller juble over, men med Tesfayes skridsikre performance in mente tilslutter jeg mig gladelig sidste gruppe.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival