David Byrne udfordrede med succes koncertformatet på Roskilde Festival
»I dance like this because it feels so damn good« lød det fra David Byrne i nummeret ‘I Dance Like This’, og det var et udsagn, der manifesterede sig helt bogstaveligt, da den skotsk-amerikanske kunstner betvang Arena med en konceptuel koreografi, der udfordrede det konventionelle koncertformat.
Seancen åbnede med Byrne siddende i ensom majestæt ved et bord med en hjerne i hænderne, hvorefter scenen befolkedes af hans musikere, som hver især var iført deres mobile instrument. Et visuelt effektivt greb, der bevirkede, at man koncerten igennem hele tiden var på stikkerne med den vedvarende tanke: ’hvad mon de finder på i næste sang?’.
Iført skræddersyede jakkesæt balancerede Byrne og hans kumpaner hele tiden elegant på den gode side af cool, men hovedpersonen selv var hverken for selvhøjtidelig eller nærig på det musikalske plan, som inkluderede solomateriale og generøse stjernestunder fra Talking Heads-tiden.
Byrne manøvrerede både gennem fjollet fuldemandsdans i ‘Once in a Lifetime’, alluderede mimeartist i ‘This Must Be the Place’ og førte an med en solid rytmeguitar tilsat melodisk percussion i ‘Blind’.
Koreografien maksimerede ikke blot det musikalske spektrum på scenen, men smittede også af på publikum. Vi fik vores afrobeat på under ‘I Zimbra’ og ‘Toe Jam’ i en sådan grad, så der blev danset hele vejen ud til kanten af Arenas teltdug.
En euforisk koncertoplevelse, der vel var indstuderet ned til mindste detalje, men så organisk, at man lod sig fuldstændigt tryllebinde.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival
Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2019
Læs også: Roskilde Festival: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser