Mekdes’ mest personlige album kan meget vel blive noget lige så særligt for lytterne
ALBUM. Når en kunstner udgiver sit mest personlige værk, ønsker man som lytter – især hvis man er fan – som regel, at det faktum går hånd i hånd med musikalsk kvalitet. Nok især, hvis der er store, alvorlige emner på spil.
Der er ikke noget, der er mere tåkrummende at sige som modtager, end »det der album, hvor du bearbejder nogle ting, der betyder rigtig meget for dig … det er da ok, men ikke noget særligt«.
For selvfølgelig er det noget særligt, når Mekdes med titelnummeret på ‘The Boy I Am’ skriver om at finde ud af, at han er transkønnet. Og selvfølgelig er det noget særligt, når han med afslutningsnummeret ‘Voicemail to Heaven’ sætter ord og musik til den ufattelige sorg, der kan ramme, når en person, der har betydet meget for ens liv, pludselig ikke er der mere.
Det er noget særligt for Mekdes selv, og det kan meget vel ende med at være noget lige så særligt for mange af dem, der måtte lytte til albummet. Et album, der velsagtens må være den største danske albumudgivelse nogensinde fra en åbent transkønnet musiker.
Hvor ville jeg derfor ønske, at jeg med hånden på hjertet kunne give udelte roser. Ikke mindst fordi Mekdes’ musik netop tidligere har savnet, at der for alvor var noget på spil. Men når vi ser bort fra de mest tematisk ambitiøse numre, er der ikke meget, der har ændret sig i Mekdes’ univers.
Der er skruet en anelse ned for poppen og op for r’n’b’en i blandingsforholdene – en klog beslutning, da r’n’b altid har været hans spidskompetence – og genrer som amapiano, der har fået stor succes siden Mekdes’ debutalbum fra 2022, finder vej ind i nogle af produktionerne, der i øvrigt som altid er håndteret af musikeren selv.
Men man skal ikke regne med noget, der for alvor vender op og ned på ens idé om Mekdes’ lyd. Hans talent som producer er ikke til at benægte. Mekdes’ måde at arrangere lag af sin egen vokal på åbningsnummeret ‘Wise Up’ lyder kanongodt. Bassen på ‘This Isn’t Cool’ går lige i maven og bidrager fornemt til sangens konfronterende tone.
Og detaljerigdommen på den tungsindige ‘Voicemail to Heaven’ er lige i øjet i forhold til at være smagfuldt underspillet hele vejen igennem uden nogensinde at sidde fast i den samme soniske rille.
Mekdes’ største problem bunder fortsat i, at stor teknisk kunnen ikke er ensbetydende med stor kunst. Og mens håndværket er i orden, er det også fulgt lige efter bogen. Så snorlige og regelret, at det lyder som om, intet fik lov til at forlade studiet, hvis der var skyggen af noget uslebent tilbage.
Det er – trods de personlige tekster og det gennemførte håndværk – simpelthen svært at pege på noget, der får Mekdes til at skille sig ud fra mængden i dansk r’n’b lige nu. Potentialet er der uden tvivl fortsat, men for tredje udgivelse i streg er det desværre uforløst.
I hvert fald i denne skribents ører. Men mon ikke der er mange lyttere, der alligevel bliver ramt dybt af så personligt et album?
Kort sagt:
Mekdes’ mest personlige album til dato har nedarvet mange af de problemer, der gjorde, at hans tidligere udgivelser ikke levede op til potentialet. Alligevel er det på ingen måde utænkeligt, at der er mange, for hvem et så personligt album må resonere som noget ganske særligt.