NorthSide: Little Simz var en noget undervældende oplevelse – lige indtil hun smed solbrillerne

NorthSide: Little Simz var en noget undervældende oplevelse – lige indtil hun smed solbrillerne
Little Simz på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Det var først, da Little Simz smed solbrillerne omkring halvvejs inde i sin NorthSide-koncert, at man rigtig kom tæt på hende.

Det var under den storladne ‘Introvert’, der virkelig brændte igennem med symfoniske strygere og dramatisk udtryk. Solbrillefaldet markerede et skift fra en cool og festlig Little Simz, til en Little Simz der var væsentlig mere nærværende.

Det var også her, bandet endelig kom på scenen, efter at deres instrumenter havde stået og luret i baggrunden gennem en halv koncert. Det føltes næsten for veltimet til at være tilfældigt at de to ting skete på samme tid.

Little Simz’ soulfulde og ret instrumenterede hiphop fungerede bare bedre med lidt mere kød på – selvom bandet reelt kun var en bassist og guitarist.

Indtil da havde hun stået alene på scenen, og numre som åbneren ‘Silhouette’ eller ‘I Love You, I Hate You’ var en undervældende oplevelse. Noget manglede.

Little Simz var dog også cool og overskudsagtig på egen hånd, som da hun under ‘Heart on Fire’ gik hele vejen ud blandt publikum, eller da hun startede ‘Angel’ ud nærmest acapella. Den attitudefyldte ‘Gorilla’ var også et klart højdepunkt.

Little Simz på NorthSide. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)

Hun er en imponerende rapper, og missede ikke en enkelt stavelse, selv ikke da det blev rigtig hurtigt på ‘Two Worlds Apart’ eller ‘Venom’, hvis tunge grime-agtige beat og hektiske flow landede med et brag.

»I er vidne til storhed. Det siger jeg ikke med arrogance, men med selvsikkerhed« sagde hun under koncerten. Men der er noget over Little Simz der er næsten spirituelt og som stikker dybere end den normale rap-blær.

Hendes sange og tekster er lange og komplekse, fordi hun virkelig har noget på hjerte – og derfor siger nej tak til den nemme vej.

Little Simz’ musik er overskudsagtig, men også fejlbarlig og frustreret. Fuld af retningsskift og overraskelser, men samtidig tydeligt funderet i den kulturelle baggrund det er at være en rapper fra London med nigerianske rødder.

Hun spænder over både soulful og conscious rap, jamaicanske afstikkere, disco-inspireret pop som på ‘Protect My Energy’ og afrobeat som på ‘Point and Kill’ og ‘Fear No Man’, der var et velfungerende afrointerlude midt i koncerten.

Vi fik også en forsmag på et Jersey club-inspireret uudgivet nummer, hvilket Little Simz naturligvis også formåede at putte sig eget twist på.

På den måde var det en koncert, hvor der skete meget. Det er ikke sikkert, det er det ubestridt bedste format til en festivalkoncert, hvor folk også bare skal blæses lidt igennem, men det er nok det bedste format til Little Simz.


Kort sagt:
Little Simz var en stærk og cool rapper på NorthSide, men hendes koncert blev først nærværende da hun smed solbrillerne og bandet kom på scenen.

Little Simz. Koncert. NorthSide, Echo-scenen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af