Efter tre festivaldage spækket med koncerter i Aarhus er NorthSide slut, og den danske festivalsommer er for alvor skudt i gang.
Festivalen har budt på alt fra stangstiv Matty Healy til Gilli i topform og fejlplaceret Hans Philip. Og så to udenlandske hiphopnavne, der lige skulle omstille sig til NorthSides strenge regelsæt.
Jpegmafia blev decideret stoppet på scenen, da en sikkerhedsvagt skulle forsøge at få stoppet en række moshpits. Og noget tyder på, at Pusha Ts koncert var lige ved at lide samme skæbne.
Rapperen har lagt en række billeder op i sine stories på Instagram, hvor han blandt andet undskylder til festivalens sikkerhedsfolk:
»Og til sikkerhedsvagterne, der sagde, at de ville være nødt til at stoppe koncerten, hvis folk blev ved med at moshe: Undskyld, men jeg kunne ikke stoppe dem. Danmark, jeg elsker jer! Vi ses snart igen«, skriver han.
Soundvenues anmelder Niels Jul Bruun gav koncerten fire stjerner og opsummerede: »Pusha T var benhård og intens på NorthSide, og han er stadig genial i skurkerollen som coke-dealer turned rapper. Hans koncert var både fokuseret og skarp – bortset lige fra en overflødig ekstrasektion sidst i sættet«.
Læs alle Soundvenues anmeldelser fra festivalen her.