Om bare få dage er der premiere på The Weeknds omdiskuterede ‘The Idol’-serie, og ikke overraskende har den canadiske sanger også selv stået for musikken.
Soundtrack-albummet ‘The Idol Vol. 1’ kan forudbestilles fra i morgen, og i den forbindelse udgiver The Weeknd også en ny single ved navn ‘Popular’.
Det skriver sangeren på Twitter, hvor han også løfter sløret for singlens mildest talt overraskende gæsteliste bestående af Madonna og Playboi Carti.
Jep, The Weeknd har simpelthen lavet en sang med en af musikhistoriens største popstjerner og en af de seneste års mest kultdyrkede rappere, og det forbavsende samarbejde kan streames allerede fra i morgen.
The Weeknds hypede HBO Max-serie Lily-Rose Depp i front fik i sidste uge sin premiere på Cannes Film Festival, og fra soundtracket har The Weeknd allerede sluppet singlen ‘Double Fantasy’ med Future.
Om bare to uger kan The Weeknd opleves i Danmark, når han 14. juni lægger vejen forbi Casa Arena Horsens.
Den nye samarbejdspartner Madonna kan også snart opleves på dansk jord. Hun spiller i Royal Arena til efteråret.
‘The Idol’ kan ses på HBO Max fra den 5. juni.