Efter et fornemt comebackalbum og en særdeles vellykket koncert på Roskilde Festival, må konklusionen være klar: Ukendt Kunstner er tilbage.
Og det er kun starten på comebacket. Duoen skal også spille på dette års Smukfest, og tilbage i maj annoncerede de, at de også ville give to arenakoncerter til efteråret i henholdsvis København og Aarhus.
De to koncerter er udsolgt, men frygt ikke, hvis du ikke nåede at få billet, for nu har Hans Philip og Jens Ole McCoy annonceret ekstrakoncerter i begge byer. Begge shows foregår dagen efter den oprindeligt udmeldte koncert i samme by.
Man kan roligt glæde sig til koncerterne. Soundvenues anmelder Niels Jul Bruun fangede dem på årets Roskilde Festival, hvor de lukkede Arena-scenen. Her kvitterede han med topkarakter og skrev følgende:
»Koncerten på Arena viste, at der stadig er brug for Ukendt Kunstner. De giver stadig mig, og en masse andre, en følelse som ingen andre kan. De ser os, som ingen andre kan. Koncerten føltes derfor som en livsbegivenhed – som at få en gammel ven tilbage. Ukendt Kunstner har betydet noget for os og gør det stadig«.
Billetsalget starter mandag 17. juli kl. 12 via Ukendt Kunstners hjemmeside.
Ukendt Kunstner
21. og 28. oktober
Ceres Arena og Royal Arena
Billetpris: 425-595 kr.