Roskilde Festival: Velkommen tilbage, Ukendt Kunstner – bliv her denne gang
»Vi er tilbage!«
De ord råbte Hans Philip gentagne gange under Ukendt Kunstners comebackkoncert på Roskilde Festival.
Og det var selvfølgelig svært at adskille duoens koncert fra den begivenhed, det er, at de er tilbage. Vi er en hel generation, der er vokset op med Ukendt Kunstner som lyden af både fester, søvnløse nætter, store følelser og melankoli.
De beskrev følelsen af at tage til fest med alle sine venner og stadig føle sig ensom, følelsen af at ville have succes uden helt at vide hvorfor. Og, i de mest neonlysende store momenter også et håb om, og en følelse af, at det hele nok skal gå.
De ramte noget i tidsånden, som ingen har ramt siden. Det hele blev lidt tommere uden dem.
Derfor var det et chok, da de i 2017 trak stikket. Men det var et endnu større chok, da de ud af det blå kom tilbage med albummet ‘Dansktop’ tidligere i år og annoncerede, at de på Roskilde skulle spille for første gang siden bruddet.
Ukendt Kunstner var tilbage. Lørdag aften var det, som om de aldrig havde været væk.
Det kammede ikke over i et overambitiøst, stort rammesat comebackshow. Det var bare de to, et par gæster i form af Lord Siva og Sivas, og deres sange.
Hans Philip balancerede mellem de to yderpunkter, der har præget hele hans karriere. Han var både en hård, præcis og energisk rapper på eksempelvis ‘Hele dagen’, men sang sig blandet andet gennem andet vers af ‘Fucking nummer’.
Jens McCoy var den introverte computertroldmand, hvis beats stadig er i særklasse.
Det var befriende, at Ukendt Kunstner gjorde det simple. Som om de forstod at det, vi havde brug for fra dem, ikke var et stort bombastisk show. Vi skulle være der sammen og ikke distraheres af store scenografier eller koreografier.
Vi skulle bare høre sangene.
Koncerten åbnede med ‘Hena’, der gik direkte over i ‘Dansktop’. Det gjorde det tydeligt, at Ukendt Kunstner hvilede lige så meget i deres nye materiale som det gamle. Og det samme gjorde vi.
‘Langt væk’ udløste fællessang, men det samme gjorde den nye ‘Uden dig’, der føltes som mindst lige så meget en del af Ukendt Kunstner katalog som de gamle numre.
De har også kæmpehits i bagagen og fyrede op for en tung omtåget fest med det jazzede, mystiske trapbeat fra ’Lige nu’, mens ‘Stein Bagger’ med dens mekaniske synthloop og de udødelige ord »BLAKKA, BLAKKA« udløste koncertens nok største energiudladning.
Men de har altid vendt festen og nattelivet på vrangen.
Numre som ‘Mand over bord’ og den anden del af ‘Lige nu’, med de forskruede chopped and screwed-inspirerede elementer, fik også plads lørdag.
Her blev det mere introspektivt og udflydende, og der var plads til at nyde Jens McCoys produktioner og Hans Philips evner som rapper.
Og egentlig har Ukendt Kunstner altid været allerstærkest, når de rammer både melankolien og det opløftende, som det skete på den rolige, klaverbårne ‘Overleve’ og den håbefulde, pulserende ‘Neonlys’ med vindende 80’er-synths, store trommer og et endnu større omkvæd.
Med den lukkede de koncerten, og jeg tog mig selv i at føle: »Ja, det hele skal nok gå«.
Koncerten på Arena viste, at der stadig er brug for Ukendt Kunstner. De giver stadig mig, og en masse andre, en følelse som ingen andre kan. De ser os, som ingen andre kan.
Koncerten føltes derfor som en livsbegivenhed – som at få en gammel ven tilbage. Ukendt Kunstner har betydet noget for os og gør det stadig.
Velkommen tilbage, Ukendt. Bliv her denne gang.