Det store Ukendt Kunstner-comeback ruller for fuld fart disse dage.
I fredags udgav duoen surprise-albummet ‘Dansktop’ – deres første siden 2016 – og i dag er de blevet annonceret til nogle af sommerens største festivaler.
Smukfest har således netop offentliggjort Ukendt Kunstner til årets festival, der i forvejen tæller en lang række store danske navne samt internationale bookinger som Christina Aguilera, Sean Paul og David Guetta.
Ukendt Kunstner har altså det nye album ‘Dansktop’ med til Smukfest. På den udgivelse er Hans Philip efter mange år tilbage i rollen som rapper.
Man kan altså nok forvente et show med flere hiphopelementer end det mere Frank Ocean-inspirerede univers, Hans Philip har dyrket på sin seneste soloturné.
Smukfest 2023 finder sted fra den 30. juli til den 6. august. Partoutbilletterne er for længst udsolgt, men der er stadig enkeltdagsbilletter til visse af dagene.