I morgen udgiver Ussel sit imødesete debutalbum, ‘Engle & blaa maerker’, men allerede i dag har Soundvenue premiere på nummeret ‘Oslo til København’ fra den kommende plade.
Sangen kredser om kærlighed og længsel, og tonen er både passioneret og fandenivoldsk. Og så har ‘Oslo til København’ også fået en rimelig vild, ‘Euphoria’-inspireret musikvideo.
»Jeg ville gøre et teenageliv i provinsen til en Hollywood-film«, forklarer Ussel selv om videoen, hvor vi blandt andet ser ham iført et jakkesæt, mens han bløder fra kinden.
I videoen får Ussel selskab af blandt andre karakteren Sasha, spillet af ‘Salsa’-aktuelle Zoe Bryan Hertz, der forbinder hans ansigt i et næsten The Weeknd-agtigt look.
Netop Abel Tesfaye har da også været inspirationen bag looket, afslører Ussel: »Jakkesæt og bandage ser jo bare fedt ud sammen, så tak til The Weeknds kreative hold for den«, lyder det blandt andet.
I videoen tager Ussel og Sasha videre til en fest, og på vejen møder de et andet par bestående af ‘Salsa’-skuespiller Safina Coster-Waldau og Jack Depaiva Pedersen, der lige har spillet med i ‘Underverden II’.
Ussel og Sasha ender dog med at blive afvist fra festen, og i stedet vælger de at køre væk i en stjålen bil. Til slut ser vi dem køre gennem gaderne, mens de både råber ud af soltaget, deler cigaretter og kysser.
»Det stod klart, at jeg skulle lave et Bonny & Clyde-inspireret prom night-ungdomsdrama – smidt ind i et usselt univers«, forklarer Ussel om videoens handlingsforløb.
»Blodigt forelsket og med hovedet fuld af bandage ender Ussel og Sasha som de to teenagere, de andre ikke vil lege med. Men det stopper dem ikke – og måske er det faktisk dér, den perfekte skolebalsaften opstår«.
Nummeret i sig selv kredser om at savne en, man holder af, som befinder sig længere nordpå. »Der er så langt hen til dig fra Oslo til København«, synger Ussel i omkvædet over et skarpt, poppet lydbillede.
Man får jo nærmest associationer til dengang, Johnny Deluxe sang om sin svenske elskede på nummeret ‘Drømmer jeg’, gør man ikke?
‘Engle & blaa maerker’ udkommer i morgen fredag og indeholder blandt andet singlerne ‘Sasha på Månen’ og ‘Datter af dæmoner’. Tidligere i år kunne Ussel opleves på Roskilde Festival.