’Sharing Is Caring’: Coco O. har ét brændende ønske på sin hjerteskærende ep

’Sharing Is Caring’: Coco O. har ét brændende ønske på sin hjerteskærende ep
Coco O. (Foto: Dennis Morton)

»Maybe if you had a womb / You would feel the pressure too«, lyder det på ‘Someone Younger’ fra Coco O.’s nye ep, ‘Sharing Is Caring’.

Hun har ét brændende ønske. Nok til at slå op med en yngre kæreste.

Et barn. 

Det biologiske ur har aldrig tikket så højlydt, og man fornemmer behovet for at ventilere den larmende livsstress i hendes sange. Selvom musikken er tilbagelænet, er teksterne fulde af bekymringer for fremtiden. Bliver hun nogensinde mor?

’Sharing Is Caring’ er Coco O.’s vej mod et mere instinktivt og sårbart udtryk. I tråd med tidens herskende autenticitetsideal er det slut med sange om abstrakt kærlighed. Nu handler det om Coco O.’s eget følelsesregister.  

Eller helt slut er det ikke. For det virker, som om noget forhindrer hende i at gå hele vejen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Siden opløsningen af soul-successen Quadron har Coco O. ledt efter sit eget ståsted som artist. En søgen, der blev fremhævet i titlen på debutalbummet ’It’s a Proces’. Her åbnede hun for de eksperimenter, som er en stor del af hendes virke som producer.

Desværre er den legende tilgang kun i sparsom grad fulgt med på den nye ep. Mange af produktionerne, som ’Many Ways’ og ’Low Key Let Go’, er underligt karakterløse og blottet for de subtile lydlige detaljer, som ellers gør Coco O.’s musik spændstig. 

Bedst fungerer det, når hun owner sårbarheden og gør den til en bærende væg i musikken. 

Derfor føles det også, som om ep’en først rigtigt starter midtvejs med ’To a Friend’. En lo-fi-optagelse af klaver og bas trækker øjeblikkeligt lytteren med ind i øvelokalet. Dér i den lydlige privatsfære er der masser af plads til den smukke, korarrangerede melodi og den nærværende tekst om at miste kontakten til en veninde, der er blevet mor. 

Coco O. (Foto: Dennis Morton)

Selvom teksterne er banale – grænsende til det dagbogstrivielle – fornemmer man tydeligt kompleksiteten i tankerne omkring moderskab, der fortsætter i højdepunktet ’Fertile Feelings’.

»Is there a right time to get it?«, spørger hun fortvivlet i sangens tilbagevendende call-and-response-stykke. »Its out of your control«, svarer den indre stemme. »Let it go«. 

Den higende længsel efter et barn, der kun vokser med udsigten til den urimelige udløbsdato, er utvivlsomt et hjerteskærende nervepunkt på ep’en.

Alligevel bliver jeg efterladt med følelsen af manglende forløsning. På det sidste nummer, ’Watching the News’, bliver vi ført fra Coco O.’s indre liv og ud i verdens rædsler med et kærlighedsbudskab, der bare lugter alt for meget af Marvin Gayes ’What’s Going On’.

Hvis Coco O. gerne vil dyrke det sårbare, så er der plads til meget mere introspektion. Måske endda på dansk.


Kort sagt:
På ’Sharing Is Caring’ ventilerer Coco O. et hjerteskærende ønske om at blive mor. Men selvom vi kommer et spadestik dybere, er der stadig plads til meget mere introspektion på ep’en, der tøver med at gå hele vejen.

Coco O.. 'Sharing is Caring'. Ep. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af