Roskilde Festival: I et magisk øjeblik ejede Coco O. hele verden

Coco O. bar sit hår som en pisk, da hun forvandlede en eftermiddag med blød r’n’b til en kampplads for kvinder og en natklub for målrettet forførelse på Roskilde Festival.

Kælen tenorsax, duvende Wurlitzer og varmblodet bas optegnede et rum med plads til sensuel dans og lyse vokallinjer.

De to korsangere fulgte med stram hengivenhed Cocos bevægelser, og effekten var potent. Kontrasten mellem den skarpe koordinering og de bløde melodier udvidede musikkens rum til noget flerdimensionelt.

Samtidig lagde bandet spidse breaks og hårde klange ind i sangene, så de ændrede sig fra inspilningernes bedøvende udtryk til at lyde som en oprørsk sanselighed. Den blide vokal og de glidende basgrooves bærer på et revolutionært potentiale, og det var det, Coco O. og hendes gennemmusikalske band forløste på scenen.

Et nummer som ’Arms’ viste, hvordan kontrasterne blev til synergi. Nedbarberede trommer og silkelet vokal blev langsomt tilføjet mere dybde, og da en lang, tonebøjende synthsolo tog over – ledsaget af stroboskoplys – ejede Coco O. et kort øjeblik hele verden.

Coco O. tillod sig også flere gange at bryde ud af den stramme, æggende koreografi. På et tidspunkt kaldte hun på et opgør med fødselspres på kvinder og lod sin glitrende stemme omdanne til en skarp kniv fuld af nuancer og attitude. Stærkt og tøjlesløst.

Rigelige mængder Motown-retro og en tur forbi Quadron-dagene sikrede festen. Her sænkede stemmen sig, og den listige forførelse blev mere ligefrem.

Fair nok. Men det er trodsigheden, jeg vil huske mødet med Coco O. for. Det var der, hun transcenderede sit eget udtryk og blev en forførende indpisker. Det var stort.