Taylor Swifts kommende koncertfilm, som foreviger popstjernens ‘The Eras Tour’, har slået rekord allerede inden sin biografpremiere. Snart vil Beyoncé forsøge at gøre kollegaen kunsten efter med sin egen koncertfilm, baseret på den igangværende ‘Renaissance World Tour’. Det skriver Deadline.
Filmen skulle være optaget over to aftener i Beyoncés hjemby, Houston i Texas.
Det er igen biografkæden AMC, der står bag den nye koncertfilm ‘Beyoncé: Renaissance World Tour’. Ifølge Deadline går de efter at give filmen amerikansk biografpremiere 1. december.
‘Taylor Swift: The Eras Tour’ rammer de danske biografer 13. oktober, samme dag som den amerikanske premiere. Man kan håbe på, at Beyoncés koncertfilm også vil få en simultan international premiere.
Beyoncé kom som bekendt ikke forbi Danmark på sin turné, men hun gav ifølge Soundvenues Malthe Hjort et spektakulært show i Stockholm.