Det 27 år gamle spørgsmål om, hvem der dræbte Tupac Shakur, er disse dage aktuelt igen.
I september blev det tidligere bandemedlem, Duane Keith Davis, der går under navnet Keffe D, arresteret for mordet på den legendariske vestkystrapper, og siden er spekulationen omkring hvem, der kunne være bagmændene bag drabet, blusset op igen.
En teori går ud på, at Diddy skulle have stået bag Tupacs død.
Det hævder ingen anden end Keffe D – altså selvsamme mand, der nyligt blev tiltalt for drabet. Tidligere i år deltog han i et interview hos YouTube-kanalen Vlad TV, hvor han hævdede, at Diddy betalte en million dollar for drabet.
Den teori har senest fået ny opmærksomhed, efter at den altid åbenmundede 50 Cent i flere omgange har støttet den. Først skrev han på sine sociale medier, at Diddy (eller Brother Love, som han også kaldes) hellere måtte »få fat i en advokat« efter de nye anklager, og senest har han ifølge mediet HipHopDX gentaget påstandene på et stop af sin igangværende turné.
Selvom Tupac Shakur har været død i over 25 år, er der altså stadig uklarhed og spekulation omkring hans voldsomme død.