I denne uge er det 25 år siden, at Tupac Amaru Shakur blev myrdet, men rapperen lever stadig videre gennem sin musik – og gennem dem, der stadig lytter til den.
Det lyder måske som sådan en kliché, man hurtigt fyrer af, når man skal forklare, hvorfor en kunstner, der er død for et kvart århundrede siden, stadig er relevant, og hvorfor det giver mening at mindes ham.
Men i 2Pacs tilfælde er det faktisk rigtigt.
For i modsætning til så mange andre artister, der er store i deres samtid, men derefter lige så stille forsvinder ud af vores fælles hukommelse og referenceramme, føles den legendariske vestkystrapper stadig højaktuel i dag.
Når jeg interviewer danske rappere den dag i dag, er der for eksempel overraskende mange, der nævner 2Pac som en af deres største inspirationskilder.
Og hvis du for eksempel hører en rapper som Foulis flow på ’Quatro’, kan du fornemme den californiske kunstners indflydelse. Andre danske artister som Shooter Gang har remixet en af 2Pacs sange.
Det her er altså folk, der til dels er født efter Tupac døde, men som stadig har ham som forbillede.
Hvordan kan det egentlig være, at lige præcis 2Pac kaster en så lang skygge og stadig præger nutidens musikere? Det har jeg talt med to danske rappere og Pac-fans om.
Babak Vakili aka. Bobby Shams
»2Pac var ikke en vild rapper på den der lyrical-miracle-måde. Mange af hans ting er lavet på kort tid, som da han lavede 25 tracks på to uger, direkte efter at han kom ud fra fængsel«, forklarer Babak Vakili, der laver musik under navnet Bobby Shams, og som også er aktuel med podcasten ’Generationen’ og den roste DR3-serie ’Fredløs’, som han begge har skrevet.
»Men han er den der person, der bare fucking mener det. Man kan mærke det: Han er fyldt med energi og fandenivoldskhed«.
»Pac er også paradoksal, for på den ene side bliver han fængslet for seksuelle overgreb, men på den anden side laver han sange som ‘Keep Ya Head Up’ og ‘Dear Mama’. Han er sygt misogyn og samtidig sygt woke. På den ene side var han politisk og kritiserede politibrutalitet. Men samtidig var han også voldsforherligende og ofte homofobisk«.
»Han indkapslede de modsætninger, der også er i hiphoppen. Men der er også en fare for at læse for meget ind i ham her 25 år senere. Da jeg begyndte at lytte til Pac, tænkte jeg jo ikke: Wow, han har en dualitet i sig. Dengang blev jeg draget af hans fandenivoldskhed: ’Thug Life’, ’fuck det hele’ og så videre«.
»Der er en minoritetsmodstand i 2Pac. Han var klog, jo! Og man blev klogere af at lytte til ham. Jeg og mange af mine venner blev woke, fordi vi lyttede til Pac. Hans ord ledte os ned ad en vej, hvor vi fik adgang til flere tanker, filosofiske retninger og politisk forståelse. Han åbnede en dør«.
»Der var en større generation af andengenerationsindvandrere, der begyndte at lytte til musik i Danmark dengang. Indvandringen i Danmark var noget nyt: Der har ikke altid været generationer af brune mænd i Danmark, der lyttede til musik. Det skete samtidig med Pac«.
»Meget har forandret sig i musikken siden Pac, men mange af de identiteter og selvforståelser om at være i modstand til systemet findes stadig. Han taler ind i en følelse af at være underpriviligeret: Fuck the world! Me against the world! Vi er dem, de andre ikke vil lege med«.
»Jeg tror også, at Pac – ligesom mange andre store kunstnere – havde noget universelt over sig. Han er en dragende karakter på tværs af genrer«.
Tan (fra Shooter Gang)
»Jeg fandt ham gennem min storebror, der plejede at lytte til ham. Når ens bror er fan af noget, bliver man automatisk fan. Men så begyndte jeg at studere ham. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at lære de engelske tekster og fandt ud af, hvad det egentlig handlede om«, siger Tan, der er en del af Aarhus-gruppen Shooter Gang, der optræder maskeret, og som i løbet af de seneste år har markeret sig med særdeles hårdtslående gaderap.
»Jeg kunne lide hans lyrik. Den måde, han beskriver ting på – det handler om at sammensætte poesi og få det til at lyde godt. For det kan også blive for kedeligt – han er den eneste, der på den måde har fået poesi til at lyde fedt«.
»Jeg har lyttet til meget 2Pac, så det er svært at vælge en favoritsang. Også fordi der var to forskellige 2Pac: Der er ham fra før, han røg ind at sidde. Dengang var han anderledes. Da han kom ud, var han mere aggressiv«.
»De er begge fede. Men det mest betydningsfulde for mig er nok ’Me Against The World’ – poesien er dybest på det album. På ’All Eyez On Me’ var han mere gang gang: fuck the east coast og så videre«.
»Jeg lytter mere til album end specifikke sange, for da jeg var inde at sidde, lyttede jeg til alle cd’erne. Ud af kedsomhed lå jeg bare og skrev hans tekster ned. Jeg havde ikke noget at lave, så jeg skrev teksterne ned på engelsk og oversatte derfra for at få en bedre forståelse af dem«.
»Når du sidder alene i cellen og hører 2Pac, føler du, at han er der med dig. Især fordi mange af sangene beskriver fængslet. Så er det som om, han snakker til dig«.
»Hvis du kigger på de andre musikere fra hans tid, så lyder 2Pac ikke så gammeldags. Når du hører eksempelvis ’Hail Mary’ eller ’2 Of Amerikaz Most Wanted’ føles det ikke så gammeldags, som hvis du hører for eksempel Mobb Deep eller Biggie«.
»Der er mange myter omkring 2Pac, men det synes jeg ikke engang, vi skal komme ind på. Mange snakker om, hvorvidt han virkelig er død, eller om han stadig er i live. Men de glemmer budskabet, han gav. De går så meget op i myterne om hans død, at de glemmer hans musik. 2Pacs musik lever stadig«.