Egentlig havde Kid Cudi annonceret, at ‘Entergalactic’ fra 2022 skulle være hans sidste album … meeeen så kunne rapperen alligevel fortælle, at han havde endnu et album på vej, som ville blive hans (måske) endegyldigt sidste af slagsen.
»Jeg laver ét album mere, og så er jeg ude af min kontrakt og usikker på, hvad jeg gør derefter«, sagde han sidste år.
Dette niende soloalbum med titlen ‘Insano’ har nu fået en udgivelsesdato, nemlig 12. januar 2024. Det har Cudi selv lige afsløret i en teaservideo på Instagram, hvor man kan se koncertoptagelser med rapperen og høre en lydbid fra singlen ‘Ill What I Bleed’.
Foruden denne single har Cudi tidligere udgivet sangene ‘Porsche Topless’, ‘Most Ain’t Dennis’ og ‘At the Party’ fra det nye album.
Sidstnævnte nummer har Pharell Williams og Travis Scott som gæster. Derudover har Kid Cudi ifølge HotNewHipHop tidligere afsløret, at ASAP Rocky, Lil Yachty, Young Thug og Pusha T medvirker på det kommende album.
Se teaseren for ‘Insano’ herunder.