Den canadiske sanger Tate McRae indtager for tiden hitlister verden over med numre som ‘Greedy’ og ‘Exes’, og forleden spillede hun også to af sine sange til ‘Saturday Night Live’.
Her optrådte hun – med en ambitiøs koreografi og en række dansere – med numrene ‘Greedy’ og ‘Grave’. Og hendes show var faktisk så imponerende, at det modtog ros fra to af verdens største popstjerner.
I et interview med Variety forklarer Tate McRae nemlig, at Harry Styles sendte hende blomster, og at Billie Eilish sms’ede hende, efter hun havde spillet i ‘SNL’.
Det er dog ikke alle, der er lige så begejstrede for den unge popstjerne som Eilish og Styles.
McRaes musik og succes har været genstand for både ros og kritik på sociale medier. Det reflekterer popsangeren også over i interviewet:
»Jeg kan ikke klare Twitter. Twitter er det uhyggeligste sted på jorden. Mit bedste råd er: Søg aldrig efter dit navn på Twitter«.
Tate McRae har netop udgivet albummet ‘Think Later’ og spiller næste år sin første koncert i Danmark.