Det sidste halvandet års tid har Kendrick Lamar stort set ikke udgivet ny musik, hvilket er ganske forståeligt, da han har turneret verden rundt med albummet ‘Mr. Morales and the Big Steppers’ – med to stop i Danmark.
Nu har en ny Kendrick Lamar-sang imidlertid ramt internettet. Rapperen har nemlig stået for musikken til en ny reklame-kortfilm for Chanel, skriver NME.
I filmen ‘The Button’ optræder den unge Hollywood-stjerne Margaret Qualley, kendt fra ‘Maid’ og ‘Once Upon a Time in Hollywood’, over for blandt andre modeikonet Naomi Campbell.
Mens Qualley i den sorthvide reklamefilm haster til Paris for at anskaffe sig en ny Chanel-knap til sin jakke, hører man i baggrunden den hidtil ikke udgivne sang, hvor Lamar synger over en jazzet, klaver- og strygerdrevet instrumental.
‘The Button’ er produceret af Kendrick Lamars firma PGLang og skrevet og instrueret af rapperens faste samarbejdspartner Dave Free. Se filmen herunder.