En musical, en biopic, en fantasyfortælling? Det er umiddelbart svært at putte Jennifer Lopez’ nye film i en kasse.
‘This Is Me … Now: A Love Story’ er 65 minutter lang og udkommer samtidig med Jennifer Lopez’ niende album, der også har titlen ‘This Is Me … Now’ – hendes første album i 10 år.
Vi har ifølge Prime Video, som netop har delt filmens storladne første trailer, at gøre med »en narrativ-drevet filmisk odyssé, gennemsyret af mytologisk historiefortælling og personlig helbredelse«.
Musikfilmen er instrueret af Dave Meyers, som tidligere har lavet musikvideoer for blandt andre Drake, Ariana Grande, SZA, Ed Sheeran og Megan Thee Stallion.
Ifølge HipHopDX medvirker blandt andre Ben Affleck, Keke Palmer og Trevor Noah samt musikkollegaerne Bad Bunny, Post Malone, Kim Petras og Fat Joe i filmen. I traileren ser det ud til, at sidstnævnte simpelthen spiller Lopez’ terapeut.
‘This Is Me … Now: A Love Story’ får premiere på Prime Video 16. februar.