Selena Gomez kunne i sidste uge fortælle, at hun pønser på at lægge sin musikkarriere på is for i stedet at fokusere fuldt ud på skuespilkarrieren.
Den tidligere Disney-stjerne har da også vind i skuespilsejlene med sin rolle i den populære, Emmy-nominerede krimiserie ‘Only Murders in the Building’. Nu melder Variety om en ny interessant rolle ude i horisonten.
Gomez skal således spille den amerikanske musiklegende Linda Ronstadt i en endnu unavngiven biografisk film, der er i et tidligt produktionsstadie. Filmens producere er stadig i gang med at finde en instruktør til projektet, ligesom resten af castet ikke er på plads endnu.
Linda Ronstadt har over fem succesfulde årtier bevæget sig inden for både country, rock og latin. Hun har vundet 11 Grammy-statuetter for sin musik og hittede særligt stort i 70’erne, blandt andet med 1977-albummet ‘Simple Dreams’.
Hendes gennembrudshit ‘Long, Long Time’ fra 1970 fik sidste år fornyet opmærksomhed, da det blev brugt i det mindeværdige tredje afsnit af ‘The Last of Us’.
Den i dag 77-årige, pensionerede musiker har, ligesom Selena Gomez, mexikanske rødder. Hun har ifølge TMZ selv sagt god for Gomez i hovedrollen.