Phoebe Bridgers gik hjem med hele fire priser efter årets Grammy Awards, men hun nåede også at tilsvine prisuddelingens tidligere chef Neil Portnow.
Scenen udspillede sig backstage efter ceremonien, hvor hun og resten af supergruppen Boygenius, der foruden Bridgers tæller Julien Baker og Lucy Dacus, svarede på spørgsmål fra pressen.
»Ekspræsidenten for The Recording Academy, Neil Portnow, sagde, at hvis kvinder vil nomineres til og vinde Grammys, så må de tage sig sammen. Han er også anklaget for seksuel vold«, svarede Bridgers, da trioen blev spurgt ind til kvinders plads i rockmusikken.
»Og til ham vil jeg gerne sige: Jeg ved godt, du ikke er død endnu, men når du er, må du rådne i pis«.
Neil Portnow stod fra 2002 til 2019 i spidsen for The Recording Academy, der uddeler priserne. Som Bridgers påpeger, udtalte han i 2018 i et interview med Variety, at kvinder var nødt til at »steppe up«, hvis de ønskede at komme kønsubalancen blandt vinderne til livs.
Bridgers vandt i år tre Grammy-priser som en del af Boygenius samt en ekstra for hendes gæsteoptræden på SZA-sangen ‘Ghost in the Machine’.