ANBEFALING. Når det offentlige rum hver december bliver fyldt op med tonerne af MC Einar, Mariah Carey, Mads Langer og Wham, kan man trænge til et alternativ.
Ikke nødvendigvis for at slippe fra julemusikken – det er jo rart at komme i julestemning. Men for at slippe fra alle de overgearede tætpakkede produktioner, der kendetegner de kommercielle juleplaylister.
Men man savner til tider en julelyd, der klinger mere af at sætte sig til rette foran pejsen og proppe fyldte chokolader i munden, mens kulden udefra desperat prøver at trænge ind.
De bedste julehistorier har også mørke i sig.
‘Et juleeventyr’ handler ikke kun om en gnier, der lærer at give fra sig – det handler også om at blive konfronteret med en nyfunden skam over sine egne handlinger.
‘Die Hard’ handler ikke kun om at redde hele kontorbygningen – den handler også om en politimand, der lever med, at han har et barns død på samvittigheden.
Phoebe Bridgers laver julemusik med plads til den slags mørke. Hun har givet sine fans en lille julegave hvert år siden 2017.
Det drejer sig hvert år om en coverversion af en af Bridgers’ egne julefavoritter, og hvert år har vi at gøre med en velvalgt sang, der rammer meget af den samme intime indiefolk-magi, som Bridgers’ solomusik er i stand til.
En spinkel begyndelse
Som årene er gået, har projektet vokset sig mere og mere ambitiøst.
Senest har det kulmineret i, at Bridgers – i fællesskab med sine bandfæller i Boygenius og den irske folkemusikduo Ye Vagabonds – har hyldet Sinéad O’Connor med et cover af folkesangen ‘The Parting Glass’, som O’Connor også selv har yndet at fortolke.
Indtægterne fra årets cover går til velgørenheden Aisling Project, der er udvalgt af O’Connors familie.
Men julesang-traditionen startede som noget mere simpelt.
Bridgers startede traditionen i 2017, samme år som hun albumdebuterede med ‘Stranger in the Alps’.
Dengang valgte hun en af de allerstørste amerikanske julestandarder, nemlig Judy Garlands ‘Have Yourself A Merry Little Christmas’. Den er blevet fortolket utallige gange af croonere som Frank Sinatra og Michael Bublé. Disse dage er det Sam Smith, der storhitter med sin fortolkning.
Bridgers’ udgave emmer dog mere af en stilfærdig vemodighed. Den er svøbt ind i den kraftige rumklang, der gjorde, at Bridgers’ tidlige output så ofte blev sammenlignet med Bon Iver.
Den føles også mere virkelighedsnær end de fleste fortolkninger. Lyt eksempelvis til, hvordan hun laver en lille pause, inden hun synger ordet »troubles«, så det bliver mere reelt, at der altså findes en verden udenfor denne lille lomme af juletryghed.
Som årene er gået, er Bridgers dog blevet mere interesseret i at benytte julen til at belyse sange, der ikke er så kanoniserede.
Året efter slog hun sig sammen med den velrenommerede singer/songwriter-veteran Jackson Browne for at lave et cover af 2008-sangen ‘Christmas Song’ af alt-country-gruppen McCarthy Trenching.
Kender du ikke McCarthy Trenching? Bare rolig, du er ikke alene. Bridgers’ cover har i skrivende stund knap 500 gange så mange Spotify-streams som originalen.
Begge udgaver er stærke, men Bridgers og Browne løfter sangen til et nyt niveau, hvor man virkelig kan mærke ensomheden, og hvordan den står i kontrast til mediernes idealiserede jul. Det er en decideret tåreperser af et nummer, og det er en smuk gestus at skinne et spotlight på en knap så kendt sangskriver.
Den ene mavepuster efter den anden
I 2019 og 2020 valgte Bridgers at behandle kompositioner, der er noget mere velkendte på juleplaylisterne end ‘Christmas Song’.
Først en opdatering af Simon & Garfunkels morbide mashup ‘7 O’Clock News / Silent Night’, der i 1966 koblede den håbefulde julesalme sammen med lyden af en radioavis med dengang aktuelle nyhedshistorier.
På Bridgers’ udgave bliver nyhedsoplæseren spillet af The National-forsanger Matt Berninger, der fortæller historier om Donald Trumps rigsretssag, mordet på Botham Jean og republikanernes indsats for at tilbagetrække abortrettigheder.
Alt sammen, mens Bridgers og selveste Fiona Apple smukt synger salmeklassikeren.
‘If We Make It Through December’ er en country-klassiker af Merle Haggard, der er vemodig, men som absolut har et tydeligt glimt i øjet gemt midt i al melodramaet.
Bridgers’ spinkelt ornamenterede udgave fra 2020 går derimod full-on emo på kompositionen.
Det bliver til lyden af den lille pige med svovlstikkerne, der oprigtigt er i tvivl om, hvorvidt hun mon kan klare sig gennem den kolde måned.
Velgørenhed, musikkuratering og gæstestjerner
De seneste år er Bridgers dog vendt tilbage til knap så allestedsnærværende kompositioner.
I 2021 stod den på det hjerteskærende Tom Waits-deepcut ‘The Day After Tomorrow’, der ret beset ikke har noget med jul at gøre.
Men der er nogle linjer om vinterfrost, og sangen drømmer om en dag uden krig og ødelæggelse, så det er ikke svært at se, hvorfor Bridgers så den som oplagt til julen.
Året efter skinnede hun spotlyset på den alt for underkendte alt-country-gruppe The Handsome Family og deres tragiske ode til juledruk, ‘So Much Wine’.
I begge tilfælde havde hun allieret sig med navnkundige gæstekunstnere – henholdsvis Marcus Mumford og Andrew Bird.
I begge tilfælde donerede hun overskuddet til velgørenhed – penge fra ‘The Day After Tomorrow’ støttede immigranter, flygtninge og familier med lav indkomst i Los Angeles, og penge fra ‘So Much Wine’ gik til LGBT-centeret i samme by.
De tre facetter er efterhånden det, jeg glæder mig mest til hvert år fra Phoebe Bridgers. For det ville være så let for hende bare at lave melankolske udgaver af kanoniserede julehits.
Men jeg glæder mig hvert år til først at opdage hvilken underkendt komposition, hun kaster sig over, dernæst hvilke gæstestjerner, hun allierer sig med, og slutteligt hvilken velgørenhed hun støtter.
Det er en vidunderlig tre-i-en-julegave, som er værd at se frem til hvert år. Og dette års Sinéad O’Connor-hyldest er ingen undtagelse.