I morgen udkommer Beyoncés ottende soloalbum, ‘Cowboy Carter’, der indvarsler en ny country-æra for popstjernen. Som en lille teaser har hun nu afsløret tracklisten til det nye album, skriver Pitchfork.
Beyoncé har således delt et Instagram-opslag med en retro-plakat, hvor alle sangtitlerne fra ‘Cowboy Carter’ figurerer, inklusive de to første singler ’16 Carriages’ og ‘Texas Hold ‘Em’.
Der er lagt i kakkelovnen til en ordentlig omgang sydstatsstemning med sangtitler som ‘Riverdance’, ‘Levii’s Jeans’, ‘Desert Eagle’ og ‘Oh Louisiana’.
Én af sangene hedder ‘Jolene’, hvilket må være et cover af Dolly Partons ikoniske country-hit af samme navn. Netop Parton har også lagt navn til en anden sang, ‘Dolly P.’
En anden countrylegende, 90-årige Willie Nelson, er også nævnt på plakaten. ‘Smoke Hour Willie Nelson’ står der. Betyder det, at han medvirker på pladen?
Det får vi at se i morgen, når ‘Cowboy Carter’ udkommer. Indtil da kan du se tracklisten herunder.