For et års tid siden var der ikke meget, der tydede på, at Kanye West ville finde vej tilbage til toppen af hitlisterne.
Efter en række antisemitiske udtalelser og kommentarer om at han kunne lide Hitler, var rapstjernen blevet boykottet af store dele af musikbranchen samt sine forretningsmæssige samarbejdspartnere.
Men nu er Kanye West tilbage på toppen af den amerikanske Billboard-hitliste. Sangen ‘Carnival’ har netop vippet Beyoncés ‘Texas Hold ‘Em’ af toppen af charten.
Nummeret kommer fra ‘Vultures 1’, Kanye Wests nyligt udgivne fællesalbum med Ty Dolla Sign, og bliver gæstet af Rich The Kid og Playboi Carti.
Rapperen har siden lagt et opslag på Instagram, hvor han fejrer hitlisteplaceringen, og samtidig disser en lang række af sine fjender.
Han sender blandt andet et stort »fuck you« til den tidligere samarbejdspartner Adidas, som han for tiden har en større konflikt med angående deres fortsatte salg af Yeezy-sko, samt sviner sin evige nemesis Drake for at »tage Lil Durk« fra ham – vist nok fordi Drake inviterede Durk med på sin turné på et tidspunkt, hvor Kanye ville lave noget med ham.
Kanye West har siden fjernet teksten fra opslaget, men screenshots florerer vidt og bredt.